I forlængelse af interviewet med Christian Lindberg (5.8.09) – og med nogen ufrivillig forsinkelse – bringer vi en anmeldelse af to koncerter fra ”International Trombone Festival” i Århus i juni måned. Koncerter med rig lejlighed til at opleve instrumentet i dets mange nutidige afskygninger.

Til åbningskoncerten var der bestilt et værk for tre (!) basuner og orkester af danske Niels Marthinsen. Inspirationen til værket stammer fra Marthinsens interesse for tegneserier, nærmere bestemt fra myten om Batman. De tre solister var: svenske Håkan Björkman, solobasunist i Det Kongelige Svenske Hofkapel (alt), hollandske Jörgen van Rijen, solobasunist i Concertgebouw-orkesteret (tenor) og tyske Stefan Schulz, basbasunist i Berlinerfilharmonikerne. Solisterne gør det hver især ud for den musikalske personificering af Batmans modstandere: Jokeren, Two-Face & Pingvinen. Selve orkesteret er så Batman.

Koncerten In the Shadow of the Bat falder i tre dele: Origin story, Villainous Fugue og Toccata of Crime. Ifølge komponistens programnoter er repræsentationen af både det gode og det onde i stykket frembragt af det samme musikalske materiale. Man kunne derfor blandt andet høre, at små motiver skiftede synsvinkel og derved også betydning. En aggressiv optakt i paukerne i 1. del (Batman), dukker senere op hos solisterne (skurkene) i 2. del. I 3. del kæmper paukisten og solisterne om motivet; en kamp der falder ud til det godes fordel, da det endte med at skurkene blev lukket inde. Symbolsk ved at solisterne indsatte dæmpere i basunerne til allersidste akkord.

Når man som komponist benytter programmusik som medie er man sat overfor et stort dilemma: Skal man lade lytteren selv søge efter en sandsynlig fortolkning, eller skal man fortælle om sine egne tanker bag stykket – altså give en fortolkningsnøgle. Personligt er jeg stor tilhænger af det første. Det kommer der flest uforudsete kommentarer og reaktioner ud af, som alle er med til at udlevere ens fejl og mangler på en særdeles kontant måde. Man risikerer selvfølgelig at tabe nogen på gulvet, men min egen erfaring er, at langt de fleste publikummere helt instinktivt forsøger at fortolke det, de lige har oplevet.

Når man læser i Marthinsens programnote at skurkene er ”hyper-imaginative, colourful, creative characters” og ”just happens to be completely insane”, så kan man jo ikke andet end blive skuffet når man endelig hører stykket. For på det tidspunkt er ens fantasi allerede gået i gang med at danne ”insane” musikalske landskaber.

Det var som om alle følelser og stemninger i stykket virkede karikerede og overfladiske. Det, der skulle virke skrækindjagende, virkede mest af alt, ja, tegneserieagtig, og man blev til sidst immun overfor indtrykkene, der mest af alt virkede banale. En klarere karakteristik skurkene imellem ville have været et plus.

Dog skal der fremhæves en rolig og meget smuk passage, hvor de tre solister spillede en slags storby-koral. I den lille 20-30 takters evighed fandt man sig selv overvundet af de tyste dynamikker og de helt egalt udførte toner; man lod sig bare flyde af sted med det rolige tempo, ud af koncertsalen og væk. Ganske enkelt fortryllende at opleve.

Solisternes store musikerskab drev ned af væggene. De overstrålede koncertsalen med deres tilstedeværelse. I perioder kom man i tvivl om det i virkeligheden kun var ét instrument, der spillede: Fælles rytmer blev udført med stor præcision, og de havde alle tre en sans for balance, som man skal lede længe efter. Bravo.

Koncerten dagen efter med Århus Sinfonietta bød på fire værker for basun og ensemble, med fire forskellige solister. Danske Jesper Juul, solobasunist i DR Symfoniorkesteret, var solist i Peter Bruuns Twelve to Remember, Twelve to Come fra 2001. Med pulserende rytmer og skæve melodier opbyggede det tre-satsede værk en arabisk, næsten hypnotisk stemning, som man havde lyst til at skulle forsætte ud i det uendelige.

Svenske Jonas Bylund, professor i basun ved Hochschule für Musik und Theater i Hannover, var solist i en skandinavisk premiere på den svenske komponist Chrichan Larsons Umgebene Gestalt fra 2007. Musikken gav fra første færd indtryk af et uroligt og nervøst miljø - det syntes at være én lang række af begyndelser. Rytmer og harmonik var gennemsyret af kompleksitet, og ensemblet var delt op i grupper, som var placeret rundt på scenen. Altså et værk, som prøvede at udfordre den traditionelle koncertoplevelse, og som virkelig forlangte noget af både de udøvende og af tilhørerne.

For undertegnede var det simpelthen for svært at fastholde koncentrationen. Man blev efterhånden propmæt af de evigt muterende små bidder af materiale, som med tiden mere virkede til at gå i stå frem for at begynde. Man var fastlåst i et klangligt for unuanceret og koldt udtryk, som manglede en Feldman'sk kærlighed til gentagelsen eller en Lachenmann'sk passion for detaljen. Det syntes som om kompleksiteten i sig selv var hovedformålet – hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting – men lige netop i dette tilfælde var der simpelthen for mange ting, der ikke gav mening. Særligt virkede gruppeopdelingen af ensemblet meget ulogisk, meningen med den fremgik slet ikke.

Tredje værk var uropførelsen af Poul Ruders' Concertino for basbasun og ensemble, med basbasunisten fra Berlinerfilharmonikerne, Stefan Schulz, som solist. Poul Ruders' stykke kræver et ensemble sammensat kun af dybe instrumenter, blandt andet en kontrabasklarinet. Det eneste lystklingende instrument udover klaveret var en ensom violin.

I 1. sats lagde bølgende crescendo-bevægelser fra blæserne og strygerne dybe og stemningsfyldte klange under Schulz’ endeløse overskud, som virkeligt kom til udtryk i solokadencen. 2. sats overraskede med sine fugerede melodilinier og tonale imødekommenhed, hvor enkelte udvalgte toner blev fremhævet af klaveret. Intensiteten lyste ud af alle musikerne, men særligt bør Niels Christian Øllgaard, violin, fremhæves for hans melankolske spil, som passede perfekt ind i den alvorlige stemning i satsen.

I 3. sats viste Schulz nye sider af sit spil med perfekt udførelse af hurtige rytmer og omfattende registerskift, hvor alle toner stod helt klart. Schulz havde en stor sans for detaljen og en enorm diversitet i sin klangbehandling, hvilket gjorde denne Concertino til intet mindre end en fantastisk oplevelse og helt klart aftenens højdepunkt.

Sidste værk var lidt af en overraskelse. Mark Nightingale er en anerkendt engelsk jazzbasunist og en af Englands mest benyttede studiemusikere. Han havde til denne koncert fået bestilling på et stykke for jazz-basun og kammerensemble, som skulle blande rytmisk og klassisk og have Nightingale selv som solist.

Mark Nightingales svar på denne udfordring var et tre-satset værk med titlen Our House, en musikalsk hyldest til hans kone, ældste datter og søn. Fra første tone var man ikke i tvivl om, at denne musik adskilte sig væsentligt fra de øvrige værker på koncerten. Med 'umba'-akkompagnement, funktionsharmonik og helt traditionel instrumentbehandling begyndte man efterhånden at tro, at det var en spøg. Som tiden gik, og med Nightingales elegante og ukrukkede spil, blev det dog klart for enhver, at dette ikke var en spøg men et seriøst bud på den opgave, han var blevet stillet.

Og det var i virkeligheden lidt ærgerligt. Som solist var Mark Nightingale overbevisende, men som komponist manglede han kunstnerisk tyngde. Our House skulle aldrig have været programsat til en ny musik-koncert. Det er en letflydende musik, som hele tiden appellerer til tryghed og tidsfordriv – hvilket er helt fint – men stykket ville være kommet bedre til sin ret i en anden sammenhæng.

Torsdag d. 25. juni: Symfonisk Sal, Århus Symfoniorkester, dirigent: Christian Lindberg. (Marthinsen: In the shadow of the bat)

Fredag d. 26. juni: Symfonisk Sal, Århus Sinfonietta, dirigent: Søren K. Hansen. (Ruders m.fl.)