Æstetisk set udgør Thomas Agergaard, Elektronavn, René Mogensen og Mogens Christensen til gengæld fire modstridende poler med hver sin kunstneriske dagsorden: Ambient over for konkret musik over for ”Soft-classic(?)” over for kompositionsmusik. Og med yderst vekslende held.

Thomas Agergaard har en baggrund som jazzsaxofonist. Han eksperimenterer i sine CD-udgivelser ofte med forskellige udtryk der dog altid har det tilfældes, at de er vældig godt komponeret. Det er også tilfældet med lydinstallationen ”Growth”.

Som en intelligent ambient musik udfolder den sig i fem satser der primært adskiller sig fra hinanden i indfaldsvinklen til den overordnede lyd. De fem satser repræsenterer hver sin nuance eller hver sin tilgang til værkets gennemgående lydbillede - som stadier eller satser i et samlet forløb. På CD’en er der tilføjet to ekstra skæringer, som fint glider ind i den overordnede æstetik men som samtidig lydligt og formalt lever deres eget liv.

Musikken er behagelig at lytte til som tapet samtidig med at den tåler opmærksom nærlytning. Komponisten føles nærværende både som den legende og den stramt strukturerende. I kraft af Agergaards evne til på én og samme tid at fastholde og variere en grundide er det ganske enkelt interessant at lytte til. Hele tiden!

Mere og mindre interessant

At dette er en bedrift opdages, når vi går videre til nogle af bunkens øvrige CD'er. Her er det interessante til stede i noget mindre målestok. Det kan deles op i to grupper:

1) Det, der indimellem er interessant at lytte til.

2) Det, der ikke indimellem er interessant at lytte til.

Til den første gruppe hører Elektronavn´s CD ”Rationale Mystique / Audelá l’inconnu”. En titel der alt efter modtagergemyt indikerer stor spiritualitet og åndelig indsigt eller bare klinger prætentiøst og hult.

Komponisten formår at skabe interessante elektroakustiske lydbilleder i en art konkret musik. Altså musik skabt ikke så meget af toner som af kendte eller ukendte lyde.

Der hvor det kniber er netop – i modsætning til Agergaard - i evnen til på én gang at fastholde og variere en idé. Og når det går galt, er det typisk fordi komponisten ikke tror på sin egen idé men ustandseligt må præsentere nyt materiale, så man til sidst står med oplevelsen af et alt for stort og usammenhængende tag-selv-bord der egentlig ingenting vil. Som lytter står man igen og igen frustreret tilbage når man opdager, at den musik man lige har investeret sig i faktisk ingenting betyder men bare er at forstå som tidsfordriv, indtil komponisten fyrer en ny ide af.

Udgivelsen er en dobbelt-CD (deraf dobbelttitlen). ”Audelá l’inconnu” er netop et sådan (bevidst?) misk mask af usammenhængende musik: Klassisk sang, hurdy gurdy-spil og guitarimprovisation. Tre musikere er sat til at improvisere i en tunnel. Komponisten har herefter klippet optagelserne sammen, iblandet konkrete lydlandskaber og præsenterer dem nu i såvel en horisontal som en vertikal version. Det kunne på papiret måske lyde som et interessant projekt. Men det er det ikke.

Den anden CD består af fem kortere skæringer. Tre af dem lader det vitterligt interessante elektroniske lydunivers som sættes an få lov at leve og udfoldes. Det er absolut værd at lytte til.

På Herrens mark

René Mogensen er repræsenteret ved tre CD’er og en DVD. Der medfølger omfattende materiale om både CD’erne og komponisten. Diskene er dog fremskaffet specielt til denne anmeldelse, musikken skal normalt downloades via Mogensens site på MySpace: www.myspace.com/renemogensen

Det fremgår af det medfølgende materiale at René Mogensen er et stort navn med et stort samarbejde med førende musikere og mange bestillinger, bl.a. fra DR. CD’erne præsenteres som ”RM New Classical optagelser – innovativ musik med multimedie for solister og ensemble” og betegnes som ”en nutidig indgang til musik der er både tilgængelig og udfordrende, som skaber dialoger imellem nye og gamle musikalske idéer”.

De tre CD’er er for henholdsvis fløjte og computer, trombone og computer og cello og computer. Værket for cello og computer findes også på DVD, hvor cellisten sidder og spiller foran to skærme med skiftende grafik. (Jeg går ud fra, at det så er intet mindre end: ”MULTIMEDIE”).

Hvad angår det ”innovative” og det ”nye klassiske” så er jeg på Herrens mark. Jeg kan ikke høre det. Jeg hører i stedet samme type problemer, som jeg fandt hos Elektronavn.

CD’en for fløjte og computer, ”Flute at large”, indledes med et spil mellem fløjte og computer. Fløjtelyden overtages og bearbejdes af computeren. Den fordobles og bliver liggende i computeren som en art referencetone. En musik sættes an, ideer sættes i spil. I og for sig meget lovende - indtil det to minutter inde brydes af uden at være blevet til mere end idépræsentation. Ingen pointe, ingen retning. Ingenting. Blot en ny – i og for sig interessant – idé.

Det varer få sekunder, før fløjten umotiveret påbegynder nok en ny idé: en folkemusikagtig frase. Som igen får lov at spille et stykke tid uden idé eller formål. Og sådan bliver det ved. I det medfølgende papir kan man læse at fløjten tager os på en musikalsk rejse igennem fem forskellige rum. Men denne rejse er i mine øren ligeså formålsløs som at rejse rundt igennem Europas storbyer uden én eneste gang at stige af toget.

Samme tilgang til musikken findes på cello-CD’en ”All Numbers Language”. Trombone-CD’en, ”Ares Dreams og Love” skiller sig lidt ud ved faktisk at udvise et formalt afrundet forløb (A-B-A). Ikke at jeg forstår, hvorfor vi pludselig skifter til B-stoffet, ligesom jeg heller ikke forstår komponistens lyst til at skrive en tilsyneladende sydtysk markedspladsmusik. Men jeg skal jo heller ikke forstå alt.

Mit gæt er, at musikken er henvendt til lyttere der interesserer sig for alternative musikgenrer men intet kendskab har til klassisk musik. Altså lyttere med et helt anderledes åbent sind end undertegnede. Her tilbyder Mogensen så en ”innovativ klassisk” musik som de kan tage til sig og derved udbygge deres selvforståelse som åbne kulturelt interesserede mennesker, uden at skulle igennem alt det besværlige mas med at sætte sig ind i tingene. Titlerne er high brow nok til at disse kunder kan tro, at det er kunst. Og det der i mine øren i bedste fald er ligegyldigheder (i værste fald misbrug af musikken som medium), kan for andre jo sagtens være store musikalske oplevelser.

Innovativt, konsekvent, fortællende og overraskende

Det synes jeg til gengæld er udtryk, der passer til Mogens Christensens ”Echoes of dreamless fragments”. Mogens Christensen er skolet komponist. Det mærkes. Især ved at hans sikre håndelag tillader ham at jonglere med og skabe sammenhæng i en musik der ikke entydigt er så let og logisk at følge som f.eks. Agergaards ”Growth”.

CD’en kan ligesom ”Growth” høres som et langt, samlet forløb. De enkelte skæringer står som kontrasterende satser i forløbet der har et element af rondo over sig. 1., 3. og 5. sats er for klarinet og computer, 2. og 4. sats er for strygere og computer (henholdsvis violin og kontrabas), mens sidste sats er for hele ensemblet. Og ensemblet er de elektroakustiske pionerer, Contemporánea, som under ledelse af Ejnar Kanding siden 1997 har markeret sig som et af de mest interessante eksperimenterende ensembler herhjemme.

Men der er flere sammenhænge: 3. skæring præsenterer på 7½ minut en hurtigere version af den musik, der i 5. skæring varer 17 minutter. Og 2. og 4. skæring præsenterer én og samme musikalske ide, udsat for henholdsvis violin og kontrabas. Naturligvis ved jeg kun alt dette fordi jeg har læst det i bookletten. Men hvis ikke det rent faktisk gav musikalsk mening, kunne det være lige meget. Og det giver mening. Der er for mig her en helt anden overensstemmelse mellem præsentation og vare end hos Mogensen.

2. skæring sættes an med skrigende højt violintremolo som en velkommen kontrast til første skærings univers. Og efter 3. skærings tilbagevenden til klarinetlyden som bærende element fremstår 4. skærings åbning med kontrabassens dybe tremolobrøl som en umiddelbar reference til violinens åbningsskrig.

I praksis skal man nok tage musikken lidt i bidder. En skæring ad gangen. For det er musikalsk fuldkorn med masser af næring i hvert eneste musikalske moment. Mogens Christensen viser i denne musik hvorledes elektroakustikkens mange børnesygdomme – teknikfascinationen af ”hvad-man-kan” i stedet for ”hvorfor-man-gør-det” – synes overvundet, og hvordan dette univers kan integreres og æstetisk tilfredsstillende berige det musikalske udsagn.

Summa summarum: Jeg vil varmt anbefale både Thomas Agergaards ”Growth” og Mogens Christensens ”Echoes of Dreamless Fragments”. Med disse får man to sider af status quo for interessant computerinteraktiv musik.

• Thomas Agergaard: Growth

  Musikskulptur til Kolding-bibliotekerne, Gateway 2009

• Elektronavn: Rationale Mystique / Audela L’inconnu

  Empty Sounds Rec (produceret af Magnus Olsen Majmon i 2005)

• René Mogensen: Flute at large; All numbers language; Ares dreams of love

  RM New Classical; excerpts på: http://www.myspace.com/renemogensen

• Mogens Christensen og Contemporánea: Echoes of dreamless fragments

  Dacapo 2009