Birgitte Stougaard Pedersen undersøger i sin bog: ”Lyd, litteratur og musik” sammenhængen mellem bevægelse og betydning i musik, i talesprog og i litteratur. Bogen har undertitlen: ”Gestus i kunstoplevelsen”. Og ved at tale om ”gestus” i forbindelse med kunstoplevelser bliver det nemmere at beskrive hvad kunst ”gør” ved os, og hvordan dette er rent sanseligt funderet.

Hvordan opstår betydning i litteratur og i musik? Hvad har musik og litteratur tilfælles i den forbindelse? Og hvordan kan den sansede oplevelse blive grundlag for en teori om kunsterfaring?

Disse spørgsmål har Birgitte Stougaard Pedersen sat sig for at undersøge i sin bog Lyd, litteratur og musik, som er en bearbejdelse af hendes PhD afhandling fra 2004. Beskedent betegner forfatteren sit arbejde som en begyndelse, en grundlagsdiskussion og en optegnelse af et grundforskningsfelt.

Stougaard Pedersen afsøger en mangfoldighed af kilder og fremhæver i sin eftersøgning nogle grundlæggende udgangspunkter for den kvalificerede beskæftigelse med musikværker og litterære værker: Oplevelsen er central og væsentlig. Kunstværkets betydning opstår i en vekselvirkning mellem værket og den der oplever det. Og nøglebegrebet er gestus: en bevægelse, der frembringer betydning.

Til at belyse gestus i kunstoplevelsen har BSP valgt to musikværker, som kan høres på den vedlagte CD: Five (1988) af John Cage, og Maurice Ravels Klavertrio i a-mol, 1. sats (1911). Fra litteraturen er valgt digte af Gunnar Björling og prosatekster af Virginia Woolf. Og begrebet gestus indkredses teoretisk med referencer til æstetik, fænomenologi og sprogteori.

Åbenheden: Gunnar Björling og John Cage

BSP vælger digte af den finlandssvenske digter Gunnar Björling (1887-1960) som eksempler på tekster, der henvender sig direkte til læseren ved deres poetiske nærvær:

Det är så långt långt

det och att en strand

och frid är

ett tyst är

det är tyst och frid är

och att i en stillhet,

och luft och ljus, och fågel

genom rymden.

(fra digtsamlingen O finns en dag, 1944)

BSP gennemgår og tolker dette og flere af Björlings digte udførligt, med klare pointer.

Hun påpeger at digtet fremkalder en åbenhed, fordi sætningerne ikke gøres færdige. Den interesserede læser får impulser til selv at skabe billeder og tænke videre, og der opstår en vekselvirkning mellem læserens verden og den verden, som digtet peger ud imod.

Samtidig peger ordene på sig selv, og deres musikalske kvaliteter træder frem: lyd, tempo, rytme, gentagelser, pauser. Digtet henvender sig som en stemme der taler, og den opmærksomme læser er selv med til at kalde betydning frem af ordene.

En lignende åbenhed og impuls til medskabelse møder lytteren i Five (1988) af John Cage, som findes i en version for stemmer på den medfølgende CD. Five er et af Cage’s ”number pieces”, hvor titlen angiver antallet af medvirkende, og musikken består af enkelttoner, som skal spilles eller synges inden for en bestemt tidsramme.

Det er musik, der kalder på årvågenhed og forundring.

Ars Novas udførelse på CD’en kan måske forskrække det uforberedte øre, som bliver udsat for skarpe dissonanser, svævninger og skurrende differenstoner. I lytningen af Five fremhæver BSP stemmen som fænomen og nærvær. Stemmen har en hensigt, en intention: den kræver opmærksomhed og vil meddele sig. Og stemmerne er nærværende og påtrængende kropsudtryk, som høres i vejrtrækninger, individuel stemmeklang og stemmeføringens ”indre liv” i de lange toner. Stemmelydenes betydning udspringer direkte af sangernes kroppe.

BSP fremhæver også, at i hendes lytning søger dissonanserne mod deres opløsning i konsonans og skaber derved en fremadrettet bevægelse ligesom i tonal klassisk musik. Her må jeg erklære mig uenig – den fremdrift hører jeg overhovedet ikke. En sådan uenighed peger på, at lytteren er medskabende. To lyttere vil ofte høre noget forskelligt i den samme musik.

Noden til en af stemmerne i Cage’s Five er reproduceret i bogen (s. 42). Forfatteren beskriver nodebilledets klange som clusterklange, men det er ikke korrekt. Tonerne skal ikke synges samtidig, men efter hinanden, hver tone har sin egen tidsramme i værkets tidsforløb.

Teorien: Gestus, Sprog, Fænomenologi

Det er bogens ærinde at indkredse begrebet gestus i praksis i litteratur og musik - og i teorien med referencer til filosofi, æstetik og sprogteori. En central kilde til bogens teori er den franske filosof Maurice Merleau-Ponty (1908-61).

Merleau-Pontys fænomenologiske filosofi tilstræber at etablere en videnskab, der studerer det, der viser sig i bevidstheden. Han vil genfinde den naive kontakt med verden for at give den filosofisk status. Sansning, oplevelse og beskrivelse af verden og af kunstværker går forud for analyse og refleksion. Og sansning og oplevelse har deres udspring i kroppen og eksisterer derfor forud for sproget.

En anden vigtig reference er den østrigsk-britiske filosof Ludwig Wittgenstein (1889-1951). Han beskæftiger sig ikke med det førsproglige, han insisterer på at al tænkning foregår i sproget. Men Wittgenstein gør opmærksom på, at talesproget har musikalske kvaliteter:  ”Et suk, spørgsmålets, forkyndelsens, længslens tonefald, alle tonefaldets utallige gestus” (s. 24).

BSP opsøger og undersøger begrebet gestus i en mangfoldighed af kilder. Hun refererer til 25-30 forfattere. Det er både en styrke og en svaghed. En styrke, fordi bogen gør opmærksom på vigtige udsagn og synspunkter og animerer til videre studium af forskeres og filosoffers tekster. Men også en svaghed, fordi mange kilder kun citeres ganske kort eller refereres med få sætninger.

Det giver bogen en karakter af ”patchwork”, som kan gøre det vanskeligt for læseren at holde sammen på tekstens forløb og argumentation. Nogle steder flettes citat og referat sammen på en måde, der udvisker klarheden, f. eks. i afsnittet ”Semiotisk tegn og semantisk udsagn – musikken og sproget” (s. 20-23). Og i bogens forskellige afsnit forgrener begrebet ”gestus” sig i mange beslægtede udtryk, der gør begrebet diffust: ”gestus, gestik, det gestiske, gestisk sprogbrug, gestisk henvendelse, gestisk mening, gestisk betydning, gestisk medialitet, gestiske ansatser, gestikulation, gestikulerende relationer”.

Undersøgelserne af begreberne gestik, bevægelse og betydning er omfattende og tankevækkende. Men i bogens forløb vendes og drejes og blandes disse grundbegreber på så mangfoldige måder, at det kan være svært for læseren at prioritere mellem tekstens mange bud på opsummeringer og konklusioner.

Bevægelsen: Maurice Ravel og Virginia Woolf

Den trio af Ravel og de tekster af Virginia Woolf, som BSP har udvalgt til beskrivelse og analyse, har karakter af fyldte rum, hvor den gestiske betydning træder frem i form af bevægelse, rytme og frasering – i modsætning til Cage’s Five og Björlings digte, som har karakter af åbne rum, hvor den gestiske betydning træder frem i åbenheden mellem få ord eller toner.

I forbindelse med Ravel introducerer BSP den fænomenologiske musiklytning med reference til to af musikfænomenologiens pionerer, Thomas Clifton og Lawrence Ferrara, som lægger vægt på lytteoplevelsen som grundlag for kvalificeret beskæftigelse med musik, uddybet og præciseret ved mange gentagne lytninger.

BSP fremlægger en fænomenologisk lytning af Ravels Klavertrio i a-mol, 1. sats; et forløb af 7 lytninger, der fokuserer på henholdsvis bevægelse og stemning, melodi og tematik, klang og tone, rytme, frasering, intensitet og fortolkning, og som udmunder i den tese, ”at musik helt grundlæggende næres ved en gestisk form for bevægelse” (s. 126).

Mellem de enkelte lytninger er der indskudt afsnit, som introducerer mange nye ideer og teorier om gestik, betydning og analyse. Efter min vurdering ville en opdeling af dette kapitel i et sammenhængende teoretisk afsnit og et sammenhængende lytteforløb give en bedre formidling både af teori og lytning. Og i lytningerne kunne tidsangivelser med reference til CD-indspilningen gøre det lettere for læseren at følge forfatterens mange gode iagttagelser og beskrivelser af Ravels klavertrio.

BSPs læsning af Virginia Woolf har fokus på tekstens bevægelse og rytme og på ordenes tonefald. Teksterne er de korte noveller The String Quartet (1917-21) og In the Orchard (1922-25) og romanen The Waves (1931). Alle teksterne kan hentes på internettet.

Den første novelle giver en forrygende malerisk beskrivelse af lyden af en Mozart-strygekvartet:

Flourish, spring, burgeon, burst! The pear tree on the top of the mountain. Fountains jet; drops descend. But the waters of the Rhone flow swift and deep... (s. 136)

Teksten gengiver musikkens bevægelse med vandbilleder: sprøjt, springvand, dråber, flydende strøm. Men ordene har i sig selv musikalske kvaliteter, som kommer frem, når læseren forestiller sig ordenes lyd og en stemme der taler: temposkift, bogstavrim, vokalklang, tryk og ordrytme.

BSP beskriver denne tekst som gestikulerende ytringer, hvor ordenes lyd skaber ny betydning, og hun karakteriserer rytmen i Virginia Woolfs tekster som ”en flydende bevægelighed i samspil med en stram struktur” (s. 140) – en beskrivelse, der også er en dækkende karakteristik af musikalsk rytme.

Outro: Gestus revisited

er overskriften på det afsluttende kapitel, hvor BSP opsummerer:

”Det gestiske begreb, som jeg med dette arbejde har undersøgt, træder frem som den udsigelsesmæssige bevægelse, recipienten må gøre med værket for at bringe det i tale. Bevægelse går herimellem begge veje, perception er således aldrig en ensrettet vej. Gestikken finder sted i mødet mellem værkets intention og modtagerens.” (s. 161)

Lyd, litteratur og musik  er et pionerarbejde, der åbner frugtbare teoretiske perspektiver og viser vej til stimulerende og berigende læsning og lytning. Det er en læseværdig bog, men ikke ubetinget en læservenlig bog.

Den er læseværdig som en mangefacetteret og engageret undersøgelse af kunsterfaring i praksis og teori. Men bogen kunne komme læseren bedre i møde ved en mere gennemgående præcisering af gestusbegrebet, en højere grad af stillingtagen til og prioritering af de citerede filosoffers og forskeres udsagn, og en mere konsekvent adskillelse mellem citater og forfatterens egne refleksioner.

Birgitte Stougaard Pedersen: Lyd, litteratur og musik. Gestus i kunstoplevelsen. Aarhus Universitetsforlag 2008. 177 sider, med indlagt CD. 198 kr.