Vokalgruppen Ars Nova Copenhagen er nået til den tredje i en serie på fire cd’er med musik af Heinrich Schütz (1585-1672), som i to kortere perioder var ansat ved Christian den fjerdes hof. Serien præsenterer Schütz’ passioner og oratorier, de fleste komponeret i Dresden, hvor Schütz var hofkapelmester. Den nye CD indeholder Jesu syv ord på korset (før 1658) samt Johannes passionen (1666). Schütz brugte nogle af sine sidste år i Dresden på at komponere i alt tre passioner med udgangspunkt i Luthers tyske bibeloversættelse.

Schütz gør passionsfortællingen levende med uforlignelig sensitivitet. Det sker i en blanding af enstemmige deklamatoriske solopartier og polyfone dramatiske kor, som jøder, folkeskaren, krigsknægte, ypperstepræster og menigheden tager del i. Det er ren vokalmusik, som med næsten minimalistiske virkemidler forkynder langfredagens sceneri på en måde, der går ind til benet. Sangerne synger deres replikker og evangelistens beretningen helt a capella indenfor et ret begrænset toneomfang, og dog udfoldes et væv af musikalske linier.

De hævngerrigt råbende folkemængder beskrives af dramatiske, tætte og imitatoriske korindslag. Det danner virkningsfulde kontraster til evangelistens, Jesu, Pilatus’ og de andre personers beretning og replikker. Forløbet er stramt komponeret og med stigende intensitet indtil slutkoret, der er udformet som en motet, befriet for andet udtryk end det rent musikalske.

Adam Ries er en smukt syngende evangelist, der er i stand til at bruge tempo, rytme, dynamik og pauser til at levendegøre teksten, som han i øvrigt artikulerer på forbilledligt tysk. Jakob Bloch Jespersen synger Jesu ord med en varm og fyldig bas, behersket neutralt. De øvrige solister fylder deres roller ud, så de bliver nærværende.  Koret synger fremragende, man må beundre den sikre intonation der præger hele det musikalske forløb og især de enstemmige partier. Paul Hillier må have æren for den intense timing, der forløser hele værket. Stilheden i de længere og længere pauser mod slutningen forstærker oplevelsen. Det samme gælder den fornemmelse af et akustisk og scenisk rum, som er indbygget i lydoptagelsen.

Jesu syv ord på korset er komponeret tidligere og adskiller sig fra de tre passioner ved, at solosang og kor på denne indspilning ledsages af orgel, to viola da gambaer og tre renæssance/barok basuner.

Det er simpelthen dejlig musik at lytte til, både sang og instrumenter klinger blidt og smukt, og de gamle instrumenter tilfører denne musik en meget ren og egenartet lyd.

Man kan nærlytte og glæde sig over mange detaljer, som f. eks. udformningen af Jesu ord: ”Mich dürstet!” Her får musikken en uventet kromatisk, melodisk farvning, i modsætning til ”Es ist vollbracht”, hvor melodilinjen bliver afsluttet med en opadgående durskala, der ender på grundtonen.

Det er flot at Dacapo kan udgive denne serie med et dansk ensemble, der kan skabe en så sublim oplevelse.

Lejlighedskomponisten

Carl Nielsen komponerede flere bestillingsværker, bl.a. de fire der nu er indspillet med Bo Holten i spidsen for Aarhus Symfoniorkester, tre århusianske kor samt et antal sangsolister og skuespilleren Jens Albinus. Det er første gang disse værker er indspillet.

Kantate ved Universitetets Aarsfest (1908), som hurtigt fik navnet ”Tarmslyngskantaten” på grund af den opstyltede tekst af Niels Møller, er især interessant som eksempel på den tidsånd, der herskede før 1914. Det er slående, hvordan synet på ånd og videnskab har forandret sig: Fra den næsten religiøse betydning, man dengang tillagde viden, til i dag hvor universiteterne først og fremmest skal tjene erhvervslivets interesser og derved bringe Danmark ind i 2020 som en af de rigeste nationer i verden.  

Duetten efter åbningskoret er et fint eksempel på Nielsens lyriske sans og hans særlige sans for harmoniske farvninger af melodikken. Slutkoret med soloterzet klinger lyst og optimistisk.

Carl Nielsen ønskede senere, efter ægteskabelige problemer og verdenskrig, at ændre dette kor, som han ikke længere kunne stå ved. Han nåede det ikke.

Først forsøgte Nielsen at undgå at komponere musikken til Kantaten til Aarhus Landsudstillings Aabningshøjtidelighed, som skulle finde sted i 1909. Han gik alligevel med til det på betingelse af at hans elev Emilius Bangert delte opgaven med ham – under hans opsyn. Nielsens ven L.C. Nielsen leverede teksten. Der er komiske passager hist og her, som f.eks. ”Men Jylland har sin hjertestad, for den er alle jyder glad, thi ganger alle frem på rad, til Festens fagre Maj”. Dén del overlod Nielsen til sin elev …

Der bliver lagt flot ud, med fuldt orkester med messingblæsere og punkterede 6/8 rytmer, inden koret sætter ind. Medrivende musik, efterfulgt af lyrisk sopransolo. Indspilningen virker dejlig veloplagt og strømmende. Intensiteten falder aldrig, og der er overskud både til de lyriske passager og til de lange energiske opbygninger, som Carl Nielsen er en mester i at holde gående.

Ariels sang fra 1916 bliver sunget smukt af tenoren Mathias Hedegaard og kan fortjene udbredelse.

Hyldest til Holberg fra 1923 minder om Maskerade. Og der er en imiterende strygerpassage, der bringer tankerne hen på 6. symfoni. I disse kompositioner er der ingen spor af den splittelse og modernisme, den senere Carl Nielsen udtrykte sig med.

Den entusiasme, der præger indspilningen, og den klingende tidsånd fra begyndelsen af det 20. århundrede berettiger fuldt ud udgivelsen. Knud Ketting har skrevet fyldige kommentarer.

Kærlighedssange

Den unge tenor Mathias Hedegaard og den erfarne pianist Tove Lønskov har indspillet et velvalgt udvalg af romancer af Weyse, Heise og Lange-Müller. Det er en oplagt opgave for en lyrisk tenor med Hedegaards sans for stilen i både tekst og musik at komme med et bud på en moderne indspilning af disse klenodier, som især Aksel Schiøtz har sat sit uforlignelige fingeraftryk på.

Det er også en krævende opgave, fordi hver vokal, hver betoning, hver detalje i udførelsen har betydning. Mathias Hedegaard har en naturlig sans for disse sange. Hans stemme er fast og præcis med en ung, overtonerig klang. Tove Lønskov akkompagnerer med stort pianistisk overskud, og hun lever med i alle de mindste musikalske og tekstnære nuancer.

I Heises sangcyklus Farlige drømme bliver man straks viklet ind i en duet mellem sang og klaver. Optagelsen lader klaveret komme så meget frem i lydbilledet, at Hedegaard ikke rigtig får plads til at folde teksten ud. I den smukke Skovensomhed med Emil Aarestrups næsten henåndede digt lykkes det at forme de lange musikalske linjer. Der er tid til at hvert ord artikuleres, så lytteren kan være med og danne sine egne billeder.

Det er alfa og omega for en sanger, der skal levendegøre disse gamle perler, at han selv oplever hvert eneste ord inde i sig selv. En måne f. eks. er ikke kun et ord, men en magisk begivenhed en sen aften, når den forelskede længes efter den elskede. Det er ikke altid Mathias Hedegaard når denne indlevelse, så lytteren virkelig oplever poesien i sangene.

Udførelsen er meget kompetent, men jeg mangler tid til at danne min egen undertekst og blive bevæget. Der kunne med fordel være mere rum på optagelsen. Klaverlyden er massiv, mens Mathias Hedegaards stemmeklang bliver for pågående. Han lægger mange tryk på de enkelte toner, og det går ud over legatostrømmen.

Steen Høgel har skrevet fine noter til de tre komponister og det 19. århundredes forkærlighed for den danske sang og romance.

Mette Stig Nielsen er pensioneret docent i hørelære ved konservatoriet i Odense.

Heinrich Schütz: Die sieben Worte; Johannespassion

Ars Nova; dirigent: Paul Hillier. Dacapo 8.226093

Carl Nielsen: Cantatas

Aarhus Symfoniorkester samt kor og solister; dirigent: Bo Holten. Dacapo 8.226079

Heise, Weyse og Lange-Müller. Kærlighedssange.

Mathias Hedegaard, tenor; Tove Lønskov, klaver. Dacapo 8.226141