Henriks Marstals nye bog har undertitlen: Tanker om musik og liv. Den kredser især om det at lytte. Hvad det betyder for ham selv. Og for andre.

Iscenesættelsen

Henrik Marstal er alene i New York. I ni dage fra den 29. december til den 6. januar. Han har lånt en lejlighed på Manhattan for at skrive en bog om at lytte. Hans computer er fyldt med rock- og popnumre ordnet i playlister. Dem kan han høre igen og igen i hovedtelefoner. Han har penge nok, et kreditkort der virker og grønne dollarsedler i lommen. Og tid nok. Bortset fra at han skal skrive den bog på ni dage.

Skriveprocessen bliver forsinket, fordi en stor støvle tramper på forfatterens computer nytårsaften. Den kan stadig spille playlister, men skærmen er krakeleret.

Marstal skriver i hånden de sidste dage i New York. Og måske lidt flere ord hjemme igen på Nørrebro.

Bagagen

Henrik Marstal har taget en chance. Han vil improvisere en bog. Som rockmusiker kender han risikoen ved at improvisere. Men som forfatter har han i ni år satset på det sikre: Seks grundige bøger siden 2001. Og PhD-afhandlingen om traditionel sang i dansk rock fra 2005, samme år som han indspillede CD’en ufornuft med rockgruppen ibens.

Nu vil han improvisere en tekst, inspireret af de musikere der udfolder deres kreative improvisationer i gyldne øjeblikke på scenen eller i studiet. Og ligesom musikerne er Marstal sårbar, men velforberedt. I kufferten har han sine notater om at lytte og en håndfuld musikbøger. De skal give rygdækning.

Henrik Marstal lytter, altså er han.

Henriks lejlighed på Nørrebro: Sgt. Pepper med The Beatles. Det er tidligt på morgenen, tre kvarter inden taxien til lufthavnen. Han lægger den gamle vinylplade på grammofonen, sænker pick-up’en og lytter med magisk forventning til nålens knitren i rillen. Det er hans barndoms mest betydningsfulde musik. Han husker sin fars tillid, da han som 7-årig fik lov til at bruge den fine grammofon. Nu lytter han igen som en lille dreng. Musikken fylder hans krop med velvære, han føler sig indsuget i et mærkværdigt univers som både er forunderligt, fremmedartet og fredfyldt. Lytning er: følelse, suveræn personlig oplevelse, genkaldt erindring.

Folkets Hus i København: Balkanmusik på instrumenter fra Rumænien og Bulgarien. Fem unge fyre spiller medrivende og nærværende. Henrik er bandcoach, det er hans opgave at få det optimale ud af bandet. Han lytter igen og igen intenst og loyalt, flytter om på musikerne, skaber lydhørhed og øjenkontakt, forandrer dynamikken, ændrer betoninger og overgange og får musikerne til at prøve nye ideer. Efter nogle timers arbejde er musikken som en levende organisme, hvor alle dele er relateret til helheden. Lytning er: opmærksomhed, gentagelse, bevidsthed om kvalitet og form, lyst og vilje til at forny og forandre.

Pink Pony Cafe, Manhattan: Africa med rockgruppen Toto. Henrik har sat sig ved et lille bord ved vinduet og iagttager de 10-15 yngre newyorkere, der ser ud til at være stamgæster i caféen. Tjeneren sætter en CD i gang med Africa. Ret anonym rockmusik, men velspillet og velproduceret og med en særlig melankoli i tekst og udtryk. Stemningen i rummet ændrer sig på et splitsekund, nogle nynner med og nikker rytmisk, en fyr løfter hænderne og spiller lufttrommer. Flere griner og synger med på omkvædet ”I bless the rains down in Africa”. Tjeneren skruer mere op for musikken, veksler blikke med Henrik og smiler indforstået. Lytning er: krop, bevægelse og følelse, personlig indlevelse og erindring, deltagelse i et fællesskab.

Kollektiv, kritisk og privat lytning

Oplevelser af rock og popmusik fylder det meste af bogen. Der er også plads til lidt jazz og Dylan og Arvo Pärt, som Marstal skrev en indsigtsfuld bog om i 2008. Klassisk musik nævner han høfligt nogle gange, men han tager afstand fra den stillesiddende lytning i den klassiske koncertsal.

Henrik Marstals vandringer i New York er lidt af en pilgrimsrejse. Han opsøger den café hvor Bob Dylan debuterede i 1961, og Dakota-bygningen hvor John Lennon blev skudt i 1980. Og han vil se facaden på det hus som er afbildet på coveret til Led Zeppelins album Physical Graffiti.

På sine veje gennem byen lytter han sig ind i nye musikalske fællesskaber: sødladen pop sammen med en taxichauffør, julesange i doo-wop stil blandt passagerne i subway’en, dj-musik med The Smiths i et feststemt nytårspublikum og en New Order CD på repeat, der i flere timer indhyller et cafepublikum i en valium-agtig stemning.

På spillesteder med levende musik mobiliserer Marstal sin bandcoach-bevidsthed og vurderer bandets energi og professionalisme og hver enkelt musikers originalitet og spilleglæde – eller rutine og kedsomhed.

Og efter endt byvandring vender forfatteren hjem til den lånte lejlighed, tager hovedtelefoner på og sætter den sønderslåede computer til at spille playlister om og om igen for at fremkalde følelser og genopleve glædesfyldte og smertefulde erindringer fra sit liv.

Klare og mindre klare udsagn

I bogen markerer Henrik Marstal klart sine holdninger og standpunkter: Lytning er en aktiv musikalsk handling. Den personlige lytteoplevelse er suveræn. Det er lytteren der bestemmer hvad der er god musik. Enhver form for lyd kan høres som musik. Lytteoplevelsen forandrer sig fra gang til gang. Stilheden er væsentlig, selv om den næsten ikke findes.

Jeg tilslutter mig gerne disse holdninger. Men det bekymrer mig alligevel lidt, at Marstal ikke længere holder fast ved sin kritiske vurdering af popmusikkens ensretning, den ”McDonaldisering” af popmusik og popstjerner, som han argumenterede imod i bogen ”Hitskabelonen” i 2003. Har han totalt overgivet sig til popmusikkens og popteksternes følelsesunivers?

Bogens skrivestil er ikke altid præcis og spændstig. Forfatteren vil gerne diskutere med sig selv, for og imod, på den ene side og på den anden side, om og om igen. Og nogle udsagn er lidt for selvindlysende, af typen ”Det er nærliggende at antage, at de som vedbliver at have musikalske oplevelser livet igennem, også er de som bedst formår at bevare deres nysgerrighed over for musik”. Andre udsagn vil for meget, f. eks. ”den sandhed som ethvert stykke musik vel altid søger at postulere.”

Referencer til musikbøgerne i forfatterens rejsebagage popper op mange steder. Det er godt, fordi det er bøger fulde af viden og indsigt. Men knap så godt, når der ikke rigtig er tid til at gennemtænke tankerne om musik og liv.

Ensidig mangfoldighed

”Jeg lytter, altså er jeg” er en righoldig bog. En mini-rejsefører i Manhattans gader og parker og cafeer og musiksteder og et personligt landkort over populærmusik, med fokus på en mangfoldighed af pop- og rocknumre der har fremkaldt følelser og kropsfornemmelser hos forfatteren. Det er også en bog med fintmærkende bevidsthed om populærmusikkens klang og rum og virkemidler.

Det er en ærlig bog, som ikke er bange for at udlevere personlige følelser, afdække sårbarhed, tage chancer, løbe en risiko.

Bogen er bevidst ensidig. Den handler om det globaliserede fællesskab der har sin basis i pop/rockmusik med engelsksprogede tekster. Den ser næsten helt bort fra at der også findes et globalt fællesskab baseret på klassisk musik, og et tyndere befolket, men ligeledes verdensomspændende fællesskab af ny kompositionsmusik.

Det er også en provokerende bog, som indbyder til uenighed og diskussion af forfatterens udsagn og påstande om alt hvad musikken kan.

Henrik Marstal kunne have udgivet en mere perfekt bog. Måske kunne han have anvendt sin egen bandcoach-teknik: lytte til teksten, fjerne fyld, balancere dynamik og betoninger, flytte formled. Men den perfekte tekst har ikke været hans hensigt. Mottoet over bogens sidste kapitel er ”Anerkend dine fejl som en skjult intention i dig selv”. Det er en modig pointe.

Henrik Marstal: Jeg lytter, altså er jeg. Tanker om musik og liv. Gyldendal 2010.

Erik Christensen er musikformidler, forfatter, underviser og foredragsholder. I 1996 udgav han bogen: The Musical Timespace. A Theory of Music Listening (Aalborg University Press).