Den første Kammermusik Festival på Kronborg blev afholdt i dagene 20.-23. august. Samtidig med to af koncerterne under Schubertiaden i Roskilde, med pænt store navne fra udlandet, og samtidig med festivalen Sommermusik på Fuglsang efter et lignende koncept. DMT´s udsendte tog til hhv. åbnings- og afslutningskoncerterne på Kronborg for at lytte, kigge og opleve.

Konceptet med tilrejsende musikere og ensembler, der sættes sammen i forskellige konstellationer og optræder ved flere daglige koncerter, flere dage i træk, synes at være kommet for at blive. For publikum er der ofte mulighed for spisning og overnatning samt i det hele taget nærkontakt med de optrædende. I Esbjerg har man gjort det i en del år, og på Hindsgavl Slot ved Middelfart har man netop overstået tredje sæson på et kunstnerisk niveau, der kan sammenlignes med Kronborgs.

Er man kammermusikentusiast, er det vel nærmest Paradis - med den lille slange at alle arrangørerne synes, det er vigtigt at præsentere vor tids musik i ret afmålte portioner midt imellem alt det dejlige Brahms og Schubert.

I programmet nævnes en lang række bagmænd, bl.a. reklamebureauet Have & Co. Personligt vidste jeg intet om festivalen, før jeg blev bedt om at skrive denne artikel, og i Helsingør er der ikke det mindste spor af, at der er en stor international kammermusikfestival i byen. Ikke engang i udhængsskabene ved indgangen til slotsarealet. Forhåbentlig har markedsføringseksperten ikke gjort for stort et indhug i budgettet.

Ved åbningskoncerterne torsdag d. 20. august var der fuldt hus til den første koncert kl. 18 - så et eller andet må jo være lykkedes for managementbureauet. Det kan dog ikke nægtes, at der var færre ved koncerten kl. 21, da mange af de inviterede var gået hjem igen. Og endnu flere gik i pausen, så da Per Nørgård satte sig til flygelet for at spille Turn, var vi nok kun en halv sal tilbage. Men nu var klokken vel også nærmest 22.30 - og koncerten skulle slutte 23.30!

De medvirkende bestod af et par internationale navne (Isabella van Keulen og Leif Ove Andsness), et dansk topensemble (Trio con Brio), et udenlandsk ensemble på vej op (Kuss-kvartetten) og en lille håndfuld glimrende musikere på instrumenter, hvor man sjældent gør den store stjernekarriere, men hvor man alligevel kan være i topklasse – her en fagot, et horn og en klarinet. Samt som en speciel attraktion Per Nørgård i rollen som interpret af et eget værk. Alle medvirker på kryds og tværs i forskellige værker med mere eller mindre skæve besætninger, og der er ingen tvivl om at dette koncept kan give musikerne nogle spændende prøvedage og nye kontakter og medføre nogle særdeles varierede koncerter.

Kulisse eller koncertsal?

Hvorfor Kronborg er valgt som vartegn for festivalen stod ikke klart. Det er tilsyneladende ikke fordi Kronborg spiller nogen rolle i programlægningen, ligesom Slotskirken ikke er specielt optimal at afholde koncerter i. Akustikken er til den tørre side, rummet er ikke så stort, flygelet heller ikke, størstedelen af pladserne har ikke så gode muligheder for at se musikerne, og der er ikke egentlige publikumsfaciliteter. Vi var glade for at det ikke regnede, da vi stod og ventede i slotsgården en times tid imellem de to koncerter og havde indtaget det i øvrigt glimrende Festivalmåltid på Cafe Kronen, lige udenfor voldgraven.

Men Kronborg er jo en fantastisk kulisse, der er ingen tvivl om at vores forventninger til koncerten øges positivt, når vi oplever smukke eller spændende ting på vores vej til koncerten – f.eks. at skulle over en voldgrav og igennem en slotsgård for at nå frem til musikken.

Festivalen startede uden nogen form for dikkedarer, ingen velkomst, ingen introduktion, ingen borgmestertale. Den eneste der bød velkommen var en radiomedarbejder, der lige afbrød den livlige snak blandt publikum for at fortælle, at de endelig skulle snakke livligt, så der kom en god atmosfære i radiotransmissionen. Et velkommen fra en af de ansvarlige havde føltes godt. Ikke mindst fordi hele konceptet kalder på nærhed og kommunikation.

Birtwistle med busk-rydder

For enhver festivalarrangør er der rystende øjeblikke, ting man ikke kunne forudse, eller ikke forestille sig kunne ske. Da jeg ankom til Kronborg torsdag ved halv seks tiden, var en håndfuld mænd i gang med at slå græsset på voldene med fjernstyrede plæneklippere og motoriserede busk-ryddere. I løbet af åbningskoncerten fik de bevæget sig rundt om slottet i en grad, så Kuss-kvartettens 1. indslag – en ellers meget fin udførelse af to satser af Sir Harrison Birtwistle – for en stor dels vedkommende blev meningsløs at sidde og høre på. Nu havde man lige vænnet sig til cellistens tydelige snøften som rytmisk impulsgiver, da busk-rydderne kom på banen. Kronborg er stort og reaktionstiden langsom, så inden der var sendt kurer af sted med henstilling om at indstille arbejdet, var musikken ødelagt. Han har det ikke for nemt i forvejen, Birtwistle. Det øgede dog forventningerne til kvartettens senere indsats, jeg noterede mig et meget præcist sammenspil; men også en vis tvivl om frodigheden i deres spil.

Det velkendtes overraskelser

Trio con Brio spillede et par satser fra Dvoraks Dumky-trio for måske 50. gang i denne sæson. Men der gik 15 sekunder, så var hele rummet og publikum fyldt af denne tilstand, der hedder musik. Trioen ved godt at man skal tage sig ud med flotte kjoler og det der; men når de har bukket og sat sig går der et splitsekund, og så har de tilsyneladende glemt alt andet end den musikalske fortælling, de er i gang med – hengivne, dynamiske, legende og kommunikerende, med ører på stilke og øjne på hinanden og ikke i noderne. Og med stole, der stod to cm fra scenekanten, fik de alle os andre helt ud på stolesæderne i denne musik, som vi alle kendte til bevidstløshed i forvejen.

Om søndagen spillede trioen Per Nørgårds Spell, og også den ny musik mestrer de suverænt. De to strygere fraserer så præcist sammen, at alle små forskydninger får alt hvad den kan trække i tydeliggørelse, uden at det bliver demonstrativt. Værkets blanding af svæv og pludselige markante skift forløstes i en konstant ekspanderende musiceren, der var konstant suggerende og sindssygt smuk.

At høre Spell i denne udgave var ekstra perspektivrigt, eftersom Nørgård selv havde spillet moderværket Turn få dage forinden. Det var dejligt swingende - psykedelisk sagde vi engang - i begge udgaver. Og selvforglemmelsen havde de til fælles. Per Nørgård ved klaveret gav indtryk af for en periode at være i en anden og bedre verden – og heldigvis tog han os med derind. Og som Per selv har sagt, har han ikke nogen reputation som pianist, hvilket fritager ham for at leve op til alle mulige pianistiske forventninger – til gengæld har vi så forventningerne på musikkens vegne, og dem indfrier han jo som regel.

Det gjorde han også i sin tidlige 1. Kvartet, som Kuss-kvartetten spillede overraskende nærværende og entusiastisk, efter at have spillet den artigste, dygtigste og ligegyldigste Brahms, jeg længe havde hørt. Interessant var det at høre et gennemgående motiv, præsenteret i bratschen, som til forveksling mindede om fuglemotivet fra Nørgårds 4. Symfoni. Jeg spurgte Per N. om han vidste det, og han svarede overrasket at det var rigtigt, selvom han først hørte det fuglemotiv i de tidlige 80´ere – altså 30 år efter kvartetten. Men det stod ham efterhånden mere og mere klart, at det er de samme musikalske ting, der har fulgt ham altid – der er måske ikke så meget tale om ydre påvirkninger, som at de givne kreative lag bliver aktiveret af påvirkninger, der minder om det man alligevel ville have skabt. Således den ene fugls sang frem for den andens – fordi den ene synger den melodi, man allerede bærer på.

Nielsen i nystrøget skjorte

En anden festivalfornøjelse er at komme til at sidde ved siden af Isabella van Keulen, når hun vil høre nogle af de andre spille. Man er jo dum, hvis man ikke falder lidt i snak, og da hun netop havde spillet Nielsens 2. Violinsonate, var det naturligt at tale om hendes opfattelse af den.

Hun havde aldrig hørt den før, havde indstuderet den i løbet af den uge, hun var på Kronborg, og havde sammen med Leif Ove Andsnes startet helt fra ”schratch”, som hun sagde. De gik ud fra hvad der stod i noderne, og fordi hun ikke kendte den – eller så meget Nielsen i det hele taget - var det en læsning, der ikke var påvirket af vores danske tradition for Nielsen-udførelser.

De Nielsenske tonegentagelser, som vi godt kan lide at insistere på, affraserede hun generelt eller slørede lidt, ligesom de karakteristiske triller over en lille terts ikke blev så jublende eller pjattede som ofte forbundet med Nielsen. Andsness og van Keulen har tydeligvis ledt efter de musikalske referencer, som er normalen for dem, og det betød at både Mozart, Beethoven og overraskende nok Alban Berg var til stede et eller andet sted i denne tolkning. Det betød også, at der var steder, hvor vi plejer at høre særhederne blive pindet ud og frydes over originalen Carl, som her blev opfattet som al andet musikalsk materiale. Det kunne kaldes traditionsløst - eller mere positivt: utraditionelt. Og vi må acceptere, at også Nielsen kan bære at blive fortolket.

F.eks. synes jeg aldrig jeg har hørt den omdiskuterede slutning på sonaten så uproblematisk som her. Hvor man ofte hører en pludselig frustration over, at tonegentagelsen forhindrer enhver videre udvikling, kom det her organisk ud af forløbet og blev nærmest en affraseringens triumf. Det mest slående ved hendes udgave var dog, at klangen konstant var enormt lækker – silke, piskefløde, velour var det, jeg sad og tænkte på - og at dette klangideal på sin vis sætter grænser for den fanden-i-voldskhed, som vi godt kan lide at finde hos Nielsen; altså et farvel til det kantede.

Jam-session

Noget af det nærmeste, vi i den klassiske musik kommer en jamsession, er når man sætter en håndfuld musikere sammen om at spille Schuberts Forellekvintet. Det kan have en vis friskhed, det er sjældent prøvet til døde, og musikerne er ekstra på stikkerne – forberedt på lidt af hvert. Det oplevede vi til en vis grad på Kronborg; men vi oplevede også at Schubert tager sig god tid.

Jeg nåede at registrere, at det er noget tid siden taget på prædikestolen var blevet støvet af, og kom til at tænke på Brodskys ord om at ”støv er tiden, der har materialiseret sig” inden Schuberts tidsophæver slog til og jeg pludselig ikke så andet end musikernes søde smil, at de alle flirtede med Isabella van Keulen, at de var så opmærksomme på hinanden og åbenlyst glædede sig, når en fraseafslutning blev minimalt forsinket – og de hørte det, var vågne og var med til at skabe den evighedsfornemmelse, man lige kan nå at få, når et sekund er 10 millisekunder for langt.

Og hvis jeg holdt op med at tænke og bare lyttede efter, fyldtes jeg af glæde over at det var så rent, så dynamisk, så velfraseret og så renfærdigt. Isabella er stjernen; men der er intet element af udvendighed, intet sælges på sex eller bare skuldre. Dog - selvom man sidder ned, kan der sagtens danses inden i hovedet. Og hendes kombination af trille og vibrato i den første Forelle-variation var faktisk sexet!

DMT ønsker held og lykke for Kronborg Kammermusik Festival fremover.

Kronborg Kammermusik Festival