Der er ikke noget underligt i at kunsten og musikken bevæger sig, endda i flere retninger samtidigt. Det har den altid gjort, og det vil den, på trods af alle attentater fra middelmådigheden, formodentlig fortsat gøre.

Således kan det synes noget selvfølgeligt at kalde en festival for den nyeste musik for ”Music Movin” - udover at ens nationalfølelse jo såres, når man fra de store kunstinstitutioners side negligerer modersmålet. (I 1961 hed en udstilling på Louisiana f.eks. ”Kunsten i bevægelse”.) Men det var altså titlen på årets PULSAR-festival, 19.-25. marts, arrangeret af Det Kgl. Danske Musikkonservatorium (DKDM) og – som noget helt nyt – i samarbejde med Det Rytmiske Musikkonservatorium (RMC).

Set fra et publikumssynspunkt foregik samarbejdet på et overordnet plan. Koncerterne var forholdsvis præcist afgrænsede i deres tilhørsforhold til enten den ene eller anden kultur, og det var ikke min fornemmelse at der var den store nysgerrighed overfor at opleve hinandens kulturer; men her vil jeg gerne både tage fejl og acceptere at det tager lidt tid at bryde barrierer ned.

Festivalen var et overflødighedshorn af spændende koncerter m.m., og også andre steder i byen foregik der i PULSAR-dagene spændende ting. F.eks. havde FIGURA-ensemblet premiere på 4 vinkler på Medea, og Det Jyske Ensemble var på besøg med Nils Rønsholts Archeopteryx X. Så hvis det var i den uge, man skulle tage pulsen på den nye musik, ville diagnosen være at ny musik i højeste grad er spillevende. At de fleste af de koncerter, jeg overværede under PULSAR-festivalen, var ganske velbesøgte, styrker jo kun mistanken om at det går godt.

Hva’ har de gang i?

For undertegnede var det lidt uklart i hvor høj grad der er tale om en publikumsbegivenhed eller om en intern manifestation. Lad det være sagt med det samme: PULSAR-festivalen kan tillade sig at se sig selv som en spændende begivenhed for et stort, nysgerrigt publikum. Bagmændene kan derfor overveje også at tænke i baner, der optimerer oplevelsen for publikum.

Eksempelvis kunne de konservatoriestuderende vakle i kantinen før, efter og mellem koncerterne, mens vi andre var henvist til nærmeste værtshus. Dette ikke nævnt fordi der skal være billige øl, men fordi det ville være skønt at opleve det levende miljø med passionerede diskussioner og uforudsete møder mellem aktører, publikum osv.

Selv for et forhærdet tidselgemyt som undertegnede var der ting, man ikke lige umiddelbart kunne greje efter en koncert – altså: ”Hva’ har de gang i?” Og selvom det er en glimrende ide med kompetente introduktioner fra scenen kunne der måske være muligheder i nogle let formaliserede efterkoncertsnak-arrangementer. Og sådan lidt Per-Nittengryn-agtigt ville det også være rart med programnoter på dansk, uanset at der til et par af koncerterne er et par udenlandske gæster.

Højt niveau og effektiv afvikling

Men hvad oplevede man så på Pulsar? Jo, udover at kunne genopleve noget af sin egen ungdom med den ny musik ved en faderlig identifikation med de unge mennesker der spillede - og sågar få næsten levende erindringer om nogle af de hårdeste DUT-koncerter – så oplevede man helt generelt et meget højt opførelsesniveau og en effektiv koncertafvikling (- så effektiv som det nu kan være i denne del af branchen; der flyttes næppe så meget slagtøj andre steder i show-biz!) De tonemesterstuderende m.fl. har virkelig været på opgave under PULSAR.

Af de optrædende var der et par stykker, der kunne værkerne udenad - hatten af for accordeonisten Bjarke Mogensen og slagtøjsspilleren Alexander Wnuk, der også viste glimrende sans for performance og gestisk spænding i sin opførelse af Rune Glerups dust encapsulated#1 (counting is ok).

Og så kan man da kun glædes over den luksus allerede ved åbningskoncerten at møde så mange kompetente og hengivne studerende, at opleve dem få stillet en dedikeret nymusik-dirigent til rådighed, at registrere at DKDM vel nærmest har et komplet sæt slagtøj og at institutionen DKDM så åbenlyst prioriterer den ny musik.

Kulturmøde?

Samtidig nages man af en lille undren over, at man ikke deler åbningskoncerten mellem de to arrangerende konservatorier – om ikke andet så for at få sat lidt fut i det kulturmøde, der tilsyneladende er så uundgåeligt. Selve åbningskoncerten var måske den mindst spændende af dem alle, uanset at der bl.a. blev spillet Stravinskys sjældent hørte Renard fra 1916.

Dagen efter kom så den store koncert med RMC-ensemblet StoRMChaser under ledelse af Django Bates. Og selvom der var en tilsyneladende større frihed på scenen må man jo sige, at også dér er traditionerne stærke. Der er flere Hawaii-skjorter og hatte, og den fri dans ensemblet praktiserede i første nummer, er nu ikke så fri endda. Men spille kunne de! Koncertsalen egner sig bare ikke til denne form for musik, med elbas og trommesæt, og musikken var bare så meget bedre når den var stram end når der blev givet løse tøjler. Og er jeg bare sur, eller var livsglæden en smule demonstrativ i begyndelsen … eller er det bare en del af dén tradition, at man er en fest når man spiller?

Heller ikke ved denne koncert var det min fornemmelse at der blandt publikum var de mange konservatoriefolk, man muligvis kunne have ønsket, hverken fra det ene eller det andet konservatorium. Er den fysiske og psykiske afstand mellem de to konservatorier stadig for stor til at der kan skabes en reel interesse for hinandens aktiviteter? Eller skal det ske på helt andre måder: RMC spiller Vivaldi og DKDM spiller Carla Bley, og tilsammen spiller de et par bestillingsværker af komponister, der har forladt konservatorierne inden for de senere år ... ?

Det var i øvrigt måske det eneste jeg savnede ved PULSAR: En status over nogle af de komponister, der har forladt konservatorierne de senere år. Hvad laver de, hvor er de? De er, set fra publikumssynspunktet, også interessante når de ikke længere er studerende.

Oplevelser og højdepunkter

Jeg gik ikke fra en eneste af de 8 koncerter, som jeg nåede at overværede, uden at have fået en oplevelse eller to med hjem. Ved enkelte blev jeg irriteret, provokeret, udfordret - ja sågar underholdt, og det skal man ikke kimse af i denne sammenhæng.

F.eks. ved en koncert med den lidet sexede titel: Kammermusik m. elektronik. Her var der både spædbørn og hunde blandt det talstærke publikum, og selv om det ikke var stand-up - eller nok derfor – følte jeg mig rigtig godt underholdt på den fede måde! Tre værker af Martin Stauning (et oldebarn?), der alle hed Stasis, overbeviste på hver sin måde.

Stasis I-IV for klaver – glimrende spillet af Christopher Juhl - havde et klart afgrænset materiale, der blev udnyttet optimalt uden den mindste fortænkthed og var fint holdt i mp/mf. I Stasis V-VIII for forstærket klarinet og forstærket violin blev musikerne placeret diagonalt i hver sin ende af lokalet. Igen var materialet tydeligt med en fastholdelse af grundideen og med en mere udadvendt karakter. Der var noget at tage fat i, så de to musikere kunne musicere sådan som musikere kan li’ det.

Stasis IX-X for violin og klaver var den længste og mest udbyggede. Da jeg på et tidspunkt fik forhørt mig på en melodisk frase fra Summertime var jeg i syv sind et stykke tid, indtil jeg gav efter og besluttede mig til at det var meningen. Hvorefter jeg morede mig glimrende med hvad der måske var en dekonstruktion af Summertime – eller en fantasi eller hvad fanden – og gav mig hen til Christine Raft og Inkeri Vänskas virtuose spil.

Et andet højdepunkt i løbet af ugen var et værk af Christos Farmakis for klaver og to slagtøjsspillere med titlen Manchas de sangre (Blodspor). Et klangligt fantasifuldt værk med stor beherskelse af virkemidlerne og med et tydeligt forløb, der gav en oplevelse af at være hørt og viste stor bevidsthed om pausen, musikalsk gestus og nødvendigheden af begrænsning. Det vil jeg gerne høre igen.

Og så er jeg nødt til at nævne Nicolas Martins Azalea Garden for sinfonietta pga. den elegante instrumentation (uanset det engang var en vittighed i nymusik-miljøet at sige: ”Det klinger sgu godt, du gamle”) og Kristian Rymkiers stykke med den bizarre titel: blAndt Andens mAnglende utræ(g)nighed for orgel – en begavet leg med det mekaniske instrument, på én gang både nyt og velegnet til højmesse! Efter at have hørt det stykke blev jeg meget ked af ikke at have brugt en time på hans lydudstilling Find Høffding blandt gods og guld.

Gæstespillet af det franske ensemble TM+ fik på sin vis sat tingene i relief. Der ér forskel på garvede musikere og studerende og på ”voksne” komponister og komponister, der stadig studerer. Godt nok var der også kedsomhed at hente ved den koncert, men for undertegnede var den samtidig festivalens højdepunkt med værket In advance of the broken time fra 1994 af Marc-André Dalbavie. Et fantastisk virtuost skrevet stykke, der virkelig klingede så lysende glitrede smukt, hvor alle impulser i stykket havde en klanglig dimension og hvor klaverets lyd konstant farvedes af de øvrige instrumenter. Det var mageløst magisk, selvom den komponist der sad ved siden af mig sagde: ”Man kan mene om musikken hvad man vil – men det er fanme godt skrevet”. Og så kom jeg i tvivl igen …

Da tvivlen er en glimrende motor glæder jeg mig således allerede til næste års PULSAR – det er jo noget nær den eneste (eller mener jeg reneste?) nymusik festival i København. Næste gang må DKDM gerne føles mere inviterende og gæstfrit; det er også i tiden mellem koncerterne at festivalen finder sted.

Jesper Lützhøft er guitarist og bl.a. tidligere leder af Den Anden Opera og musikproducer i DR.