Michael Fjeldsøe fortsætter sin reportage fra Warszawa efterår 2008. Årets festival havde fokus på musik fra den iberiske halvø og Latinamerika. Komponister og musik som er ukendt for de fleste, men absolut et øre værd.
Uden at gå ned i hver enkelt koncert, genfinder jeg denne tendens både i valget af moderne klassikere – Scelsi, Xenakis, Messiaen og til dels Stockhausen – og hos de yngste polske komponister som blev præsenteret ved Warszawa efterår 2008. En koncert med otte orgelværker arrangeret af komponistforeningens ungdomskreds indledtes fx med Mateusz Ryczek: Proxima Centauri fra 2008, hvor orglets puste- og brummelyde var integreret i udtrykket. Tilsvarende overbevisende klangbehandling fandt man i et tidligt stykke af Iannis Xenakis, Zyia for sopran, fløjte og klaver (1952), skrevet før hans gennembrud med Metastasis tre år senere. En fremragende programsætning, der åbnede for en helt ny side af Xenakis, og blændende opført af ensemblet Centro tempo reale. Klaveret arbejder stampende energisk og kombineres med sangens kampberedte, kraftfulde intonationer af græsk folkesang.
Med samme ensemble hørte vi hørte vi for sopran og klaver Canciones sobre poemas de Eduardo Huerta (1992, rev. 2008) af den mexikanske komponist Hilda Paredes. Meget smukke spanske tekster i lydefri tysk liedstil. Denne kombination virkede lidt mærkværdig, men det skyldes måske lige så meget, at min forventningshorisont måtte justeres undervejs. Lige så givet som der findes regionale traditioner, er det ikke givet, at man er født ind i dem eller tager dem på sig som Mauricio Soleto (Se Warszawa efterår del 1). En anden mexicaner, Javier Torres Maldonado, havde skrevet fire virtuose soloetuder for forskellige tværfløjter. Uanset hvor fremragende de blev opført, savnede jeg en årsag. Man spiller jo heller ikke Harald Genzmars fløjteetuder i stedet for Hindemiths fløjtesonate. Denne berettigelse var til gengæld helt på plads i den baskiske komponist Ramon Lazkanos stykke for fløjte og klaver (Errobi – 1 fra 2008) hvor alle disse spilleteknikker blev anvendt til noget meningsfuldt. Et sidste stykke fra denne koncert, som fortjener at blive nævnt, er polske Krzysztof Woleks Un claro del tiempo (2008). Selv om begyndelsen minder meget om Ligetis Aventures overbeviser stykket i sit forløb, hvor denne stil underbygger surrealistiske digte af Federica García Lorca og en mellemsats, der refererer til Dalís maleri Smeltende ure.
Surrealistisk var også begyndelsen på Cezary Duchnowskis stykke Rzeczywistosc na rozciagnietych szelkach z okna (2008) for strygeorkester, klaverduo og computer. Duchnowski havde som indledning til stykket inkluderet en genopførelse af den mislykkede uropførelse i Wroclaw, hvor elektronikken ikke virkede og stykket blev stoppet, mens en fortvivlet kvindelig radiospeaker forsøgte at holde transmissionen gående, og hvor publikums uro kunne høres stadig tydeligere. Samme reaktion blev fremkaldt ved denne opførelse, idet publikum havde svært ved at gennemskue om dette kiks var en del af stykket eller om elektronikken faktisk ikke virkede. Efterhånden blev det dog klart at dette indgik i stykket, idet man kunne høre, at det var et andet publikums frustration optaget et andet sted, og da det ’egentlige’ stykke så kom i gang, blev det spillet til ende på en så overbevisende og gennemført måde, at man undervejs glemte, at det var startet som en slags happening. Der var klart delte meninger om, hvorvidt denne metareflektion om stykkets eksistens burde have været inddraget i stykket med denne genopførelse, men musikerne, undertegnede og især den yngre del af publikum var solgt. Dermed dog ikke være givet, at man ikke også kan og bør opføre stykket uden denne tilføjelse i fremtiden.
Et andet fremragende ensemble ved festivalen var Seattle Chamber Players. Ved en sen aftenkoncert i en ombygget fabrikshal gav ensemblet blandt andet den polske sanger og komponist Agata Zubels stykke Cascando (2007) sin polske førsteopførelse. Stykket kunne man høre på Musikhøst i Odense sidste år (. Ved koncerten var også Bora-Bora (1996) af Jorge E. Campos fra Ecuador en oplevelse. Dette stykke for basklarinet, slagtøj og bånd var på én gang musikalsk afvekslende og stramt, og havde noget af det samme drive, som man finder i jazzmusik. Med forstærkning på basklarinetten gav det masser af muligheder, herunder lyden af småting, der blev kastet ned i klarinetten og rystet rundt i bøjningen forneden. Ved denne koncert vil jeg især fremhæve Heiner Goebbels’ stykke Bagatellen (1986-2006) for violin, klarinet og obligat(!) sampler, som dannede en tiltrængt kontrast til de mange klangprocesser. Hans skarpt skårne collageteknik giver sammenstød mellem fragmenter, som bærer egne associationer med sig, fx i stilcitater af ældre musik, og som arbejder med kontraster i stedet for blendede overgange. Ikke blot var stykket en oplevelse, det gjorde også opmærksom på, hvad det var, der var fraværende i festivalens mainstream-værker: modstilling af kontraster og arbejde med rytmen.
Samme befriende virkning havde det uventede møde med Vinko Globokars Rêve enigmatique No 135 (2006-7) for guitarkvartet og sampler, der var programsat som afløsning for en bortfaldet uropførelse. Også her var samplingsæstetikken i højsædet med vilde kontraster og surrealistiske indslag som den afsluttende barbering af en trækbasun. I modsætning til resten af denne koncert, der bestod af meget tyste og procesorienterede værker, fx af et andet af festivalens spanske hovednavne José María Sánchez-Verdú Arquitecturas de la ausencia – ’Fraværets arkitektur’ – for 8 celloer (2002-3) samt af Manuel Hidalgo en Kampftanz for guitarkvartet (1999), der ikke levede op til sit navn.
En stor oplevelse var de unge polske komponisters anden koncert, der hørte til festivalens bedste. Her er virkelig talenter på vej frem, selv om alt ikke er fuldt udviklet. I modsætning til mange andre koncerter var det her traditionelle instrumenter i kammermusikalsk ensemblespil. Ganske vist brugte komponisterne moderne spilleteknikker, men der var ingen elektroakustiske bearbejdninger, og gamle kammermusikalske dyder som at betragte instrumenterne som individer i kommunikation med hinanden var i højsædet. Wojciech Blecharz’ stykke xyz for violin og klaver havde et vidunderligt rytmisk drive, og selv om der også foregik ting med en metalskål nede i flyglet, tabte det aldrig karakteren af sammenspil. En klarinetkvintet af Dariusz Przybylski med den drilske titel Eine kleine Morgenmusik viste en gennemført beherskelse af det kammermusikalske – ham ville jeg gerne have hørt mere af. Przybylski fik i øvrigt dagen efter tildelt andenprisen i komponistforeningens Tadeusz Baird konkurrence for unge komponister. Piotr Orlinsky havde skrevet en Hommage a Bach, der lød som Bach set i et forvrænget spejl eller ned gennem en vandoverflade. Og endelig og ikke mindst koncertens bedste stykke, Seica af Wojciech Blazejczyk, der med blot 10 instrumenter skabte en fuld symfonisk orkesterklang med masser af power og som uden at lyde gammeldags indarbejdede traditionelle symfoniske teknikker, der gav stykket for form og udvikling.
Ved en koncert med det spanske radiosymfoniorkester blev opført endnu et stykke af Mauricio Soleto (Se Warszawa efterår del 1), en koncert for guitar og orkester med titlen Como llora el viento (2007). Som i værket ved indledningskoncerten, og i øvrigt også hans tredje værk på festivalen, Chalan (2003) for tablaspiller og orkester, benyttede Soleto her en ’autentisk’ solist, den kendte virtuose flamencoguitarist Juan Manuel Canizares. Guitaren og orkestret forblev langt hen ad vejen i hvert deres univers, selv om der også fandt dialoger sted fx mellem violiner og guitar. Rollen som brobygger tilfaldt især slagtøjet og soloviolinen.
Af alle forsøgene på nyskabelser var den mest bemærkelsesværdige og spændende en koncert for beatboxere og ensemble. Her blev uropført syv bestillingsværker for ensemblet Kwartludium (klarinet, violin, percussion og klaver) og skiftevis de to beatboxere TikTak og Zgas. Beatboxere, som ellers er dem, der laver ’mundpercussion’ som underlægning til rapmusik, behersker en bemærkelsesværdigt differentieret og præcis palet af rytmiske lyde og her var to mestre på deres felt. I nogle stykker var det stadig den moderne kammermusiks præmisser, der styrede, fx hos Gabriel Paiuk (Distancia (efectos de superficie)) (2008), der startede som sfærisk kammermusik, hvor beatboxeren først kun supplerede med susen og hvisken. Her fungerede beatboxeren som solist i et stykke moderne kammermusik efter samme model som Soletos ’autentiske performere’. Mest personligt virkede Dobromila Jaskots Hum… (2008). Med udbredt brug af ko- og tempelklokker og en overtonerig beatboxersang skabte hun en lydverden af eksotisk tempelmusik.
Musikken fungerede dog bedst, når beatboxerne fik lov at komme til deres ret og satte præg på musikkens grundstruktur – skabte et ligeværdigt forhold mellem de to udtryksformer. Det vil sige et forhold, hvor der var et tydeligt beat, og hvor de øvrige musikere fik lov at spille med på dette rytmiske udgangspunkt. Selv om beatet også i disse stykker blev afbrudt og leget med, gav det et drive, som moderne kammermusik ellers har svært ved at skabe. På den måde blev der i egentlig forstand skabt noget nyt. Dette skete fx i Michal Gorszynskis Massive (2008), og især argentinske Juan Manuel Abras’ Chacarera beatboxera (2008). Endelig fortjener også Operetta (2008) af Diego Román Martínez at blive nævnt. Det var nærmest et stykke absurd musikteater i traditionen fra Mauricio Kagel. En mesterligt skrevet og udført parodi på det klassiske musikteater, hvor beatboxeren blandt andet illuderer operasang og hvor der forekommer gurglen med vand, bordtennisbolde og den uforlignelige lyd af violinbue mod flamingo.
Alt i alt en flot festival med sonoristiske klange i centrum, men også med velgørende kontraster til de mange klangorienterede værker. Og ikke mindst en understregning af, at der er unge talenter på vej og genreoverskridende nyskabelser i støbeskeen.
Se det fulde program på festivalens website
webdesign Jens Voigt-Lund
Skriv ny kommentar