De spiller aldrig klassisk, kun ny eller nyere musik. Og de møder deres unge publikum på sportspladser og i fabrikker. Den unge polske gruppe fra Poznan an_ARCHE NewMusicEnsemble gav lørdag den 4. september koncert ved årets Suså-festival i Næstved. En koncert med fire nye polske værker over for to ’klassikere’ fra 60’erne, Pendereckis og Lutoslawskis strygekvartetter. DMT møder ensemblet og går bagefter til koncerten.

Vi møder tre medlemmer fra an_ACHE over en kop kaffe på en vindblæst men hyggelig fortovscafé i Næstved lørdag. Samtalen drejer sig især om ensemblets arbejde i Poznan og dets forhold til det hjemlige publikum.

Filip Walcerz, pianist og dirigent, er gruppens talsmand og fører ordet helt naturligt uden behov for mange spørgsmål. Han fortæller charmerende på et flydende engelsk, sekunderet af bemærkninger fra komponisten Rafal Zapala.

Det er nu tre år siden (2007) at Filip Walcerz og Rafal Zapala tog initiativet til at stifte an_ARCHE NewMusicEnsemble sammen med to studiekammerater. De ønskede at have mulighed for at spille deres egen musik. Udgangspunktet var rockmusik, men i dag former de selv repertoiret og vælger komponister, som kan skrive musik der harmonerer med deres egne ideer om ensemblets stil og klang.

Omkring de fire, som danner kernen i ensemblet, er en række andre unge musikere løsere forbundet til an_ARCHE. Det giver en variabel instrumentsammensætning, så der kan opføres både trioer og værker for helt op til 16 musikere.¨

Identiteten
Filip og Rafal har afsluttet deres studier med en Ph.d. og underviser nu på konservatoriet. De andre to er stadig i gang med Ph.d.-studierne. Det er klarinettisten Tomasz Zaczek og komponisten Dariusz Przybylski, der for tiden arbejder i Korea.

Disse fire er basis for an_ARCHE og træffer beslutninger om ensemblets arbejde, interviews, turneer og forskellige projekter, f.eks. for unge komponister og musikere. Her nævner Filip at an_ARCHEs deltagelse i den 15. Tadeusz Baird-konkurrence blev præmieret ved den afsluttende koncert.

De arbejder med at skabe interesse for ensemblet og give gruppen et ”trade-mark” ved at spille forskellige steder hvor folk ikke forventer det, eksempelvis på sportspladser eller i fabrikker. Ensemblet spiller ikke 1800-tals musik men forsøger at finde spillesteder for deres egen musik og pirre nysgerrigheden hos tilhørerne overfor ”den mærkelige nutidsmusik”.

”Vi ved, at det tager tid og kræver tålmodighed” siger Filip, ”men vi gør vores job godt og opbygger vores egen genre, der klinger som ”os” - det er vores idiom, vores private lyd. Det skal være afvekslende og underholdende. I stedet for at folk skal komme til os, kommer vi til dem. Publikum bliver stadig større, unge mennesker, studenter, kommer til. Vi spiller musik af komponister vi kan lide og som tænker det samme som os. Dét er identiteten af vores band.”

Tradition – kan den høres?
Der bliver lagt et stort og tidskrævende arbejde i an_ARCHE, og Filip dyrker desuden en solokarriere og orienterer sig mod omverdenens musik. Han kommer i den forbindelse selv ind på Per Nørgård, som han har hørt tale fængslende og pædagogisk om sin musik.

På konservatoriet i Poznan underviser Filip i klaver, Rafal i komposition og elektronik/lydproduktion. Fra deres studietid har de hele den klassiske musik med i bagagen, men den spiller de ikke. De spiller heller ikke musik af deres lærere og – endnu ikke – af deres elever.

Men konservatoriet hjælper an_ARCHE ensemblet, der er plads til dem, rum til orkestrets prøver og instrumenter til rådighed. Det er en god støtte.

Aftenens koncert er som nævnt sammensat af Krzysztof Pendereckis og Witold Lutoslawskis strygekvartetter fra henholdsvis 1960 og 1964 samt fire unge polske komponister. Vi spørger om der er indflydelse fra de ældre komponister på de unges værker. Spørgsmålet forekommer pludselig både dristigt og lidt dumt – der er 50 år mellem de gamle værker og de nye; omsat til hjemlige forhold: Er der nogen forbindelse mellem Holmboes strygekvartetter og Niels Rønsholdt og Simon Steen-Andersens værker?

Filip svarer venligt: ”Efter koncerten kan du vide, om der er indflydelse eller ej – men jeg tvivler på om det kan høres. Inderst inde er vi polakker. Chopin er en del af vores sjæl – måske kan du høre det?”

Og så en forbløffende afrunding: ”Fortidens musik er museum, ikke levende musik! Vi er stopfodrede med Chopin her i to hundrede året for hans fødsel. Jeg foreslår en pause på lad os sige ti Chopinfri år, bagefter kan vi atter høre hans musik med friske ører og følelser.”

Og Filip fortsætter: ”Til denne koncert valgte vi selv to af komponisterne og deres helt nye værker: Pawel Hendrich, hvis værk ”Pleochroit” blev spillet første gang for otte dage siden, og Prasquals ”PERNYAÏ”, som er en uropførelse. Det var Suså Festivalen som valgte de andre komponister, altså både Rafal Zapala, som sidder her, og Dariusz Przybylski og de to ældre strygekvartetter. Vi ville ikke selv have valgt nogen strygekvartet” – og han slår ud med hænderne: ” Jeg mener - det er traditionelt, det spiller alle jo!”

Koncerten
Koncerten med an-ARCHE NewMusicEnsemble blev en god aften. Programmet blev præsenteret i dygtige og engagerede udførelser af de syv medvirkende, der foruden Filip på klaver og Rafals elektronik og lyddesign omfattede klarinettisten Tomasz Zaczek og ensemblets strygekvartet. De fire strygere spillede de to ”klassiske” kvartetter kompetent og overlegent, Penderecki opførte de for første gang, med selvfølgelig sikkerhed, kun afbrudt af en sprængt violinstreng!

Værkerne må stå for sig selv, musikken skal høres uden forklarende tekster, mener de unge musikere. Så overfor de fyldige kommentarer til de to gamle kvartetter, Pendereckis (af Bo Otterstrøm) og Lutoslawskis (af komponisten selv), rummede programmet karakteristisk nok yderst ordknappe noter til de nye kompositioner.

De seks værker på koncerten gav et samlet billede af den nye musik i Polen og dens popularitet hos publikum. Lutoslawski indledte koncerten, straks fulgt af Pawel Hendrichs ”Pleochroit” for klarinet og strygekvartet. Sammenstillingen af værkerne gav lytteren indtryk af et slægtskab mellem Lutoslawskis ”aleatoriske kontrapunkt” og en stilmæssig lighed med klang og teknik i Hendrichs musik.

Anden afdeling begyndte med nok en klarinetkvintet, Dariusz Przybylskis ”Eine kleine Morgenmusik” fra Mozart-året 2006 samt uropførelsen af Prasquals ”PERNYAÏ”, som tilføjede en virkningsfuld klaversolo til kvintetten. Fælles for disse to stykker er en imødekommende og ørevenlig modernisme i et fortroligt traditionsbevidst ”romantisk” satsbillede med tydeligt melodiske linjer; ledsaget af et tæt harmonisk-rytmisk akkompagnement, med eller uden dramatisk tremolerende strygere, nænsomt elektronisk forstærket. En musik som kunne lede tankerne tilbage til såvel sovjettidens krav til komponisterne som til en inspiration fra den sene Lutoslawski.

Pendereckis ”sound-music” med kvartetten virkede som et skillerum før Rafal Zapalas ”Relative”(2006) for strygekvartet og elektronisk præpareret klaver. Som den eneste af de yngre komponister havde Zapala givet sit værk en beskrivelse med på vejen. Han skriver:

”I Relative kompletterer og sammensmelter lag af akustiske og elektroniske klange gensidigt. Kernen i live-elektronik teknologien her er at udvide klaverets klangfarvemuligheder. Elektroniske lag er organisk knyttede til klaverets anslag, der indgår i fortolkende musikalske processer såsom artikulation og dynamik. Værket starter symbolsk med flydende glissandi, som er mulige at frembringe takket være de elektroniske hjælpemidler.”

Med en umiddelbar, selvstændig styrke stod ”Relative” som det af koncertens værker, der bedst udnyttede de akustiske og elektroniske virkemidler. Og at dømme efter komponistens lettede, glade smil under den afsluttende klaversolo var opførelsen også efter hans fornemmelse virkelig vellykket.´

Ole Lauritzen er pensioneret gymnasielærer og var indtil 2009 i en længere årrække musikanmelder ved Fyns Stiftstidende.