Musikudvalget under Statens Kunstråd besluttede i oktober 2008, at den samlede årlige støtte til basisensemblerne fra 2011 skal beskæres fra 31 til 26 mio. Forud lå et helt års arbejde, bl.a. med møder med ensemblerne, og i april 2008 udkom rapporten ”Basisensemblernes virke og funktion”.

Beskæringen medfører en omfordeling af pengene mellem alle ensembler – og specielt for Det Jyske Ensemble betyder det, at de helt mister deres status som basisensemble. Ensemblet kan fortsat søge om tilskud, som alle andre, men den faste årlige bevilling på 5 mio. forsvinder.

Beslutningen udløste en proteststorm i det professionelle danske musikliv af et sjældent set omfang. Blandt de protesterende var en række af rigets mest prominente musikere med adskillige konservatorieprofessorer i spidsen. DMT har inviteret Musikudvalgets formand, dirigent og operachef Giordano Bellincampi, og professor i basun ved Det Jyske Musikkonservatorium i Århus, Niels-Ole Bo Johansen, til en uddybende meningsudveksling om beslutningen.

Mens der bliver skænket kaffe op og taget et par billeder, går snakken lystigt. Bellincampi er selv gammel basunist og vil gerne høre hvordan sommerens internationale basunfestival i Århus er forløbet. DMT byder velkommen, nu er det alvor og Niels-Ole Bo Johansen lægger for med at fortælle, hvordan han selv kom til at spille basun:

NOBJ: Jeg blev som barn inspireret af at se en dreng spille basun i nissetøj! Og så skulle jeg også spille basun, det stod lysende klart for mig. I Viborg, hvor jeg kommer fra, var der et militærmusikkorps, og her var der én musiker, som var en ildsjæl og som satte gang i et FDF-orkester; det var her drengen i nissetøjet kom fra. Man kunne godt komme til at spille violin eller harmonika i skolen, men det var ikke rigtig noget, måske fordi der ikke var kvalificeret undervisning. Basun derimod lå det noget tungt med; havde denne ildsjæl, dygtige underviser og inspirator ikke været der, var jeg ikke blevet den, jeg er i dag.

GB: Niels-Ole siger noget helt centralt, som er meget sandt og rigtigt: de lokale, professionelle ildsjæle er afsindigt vigtige. Men der er sket noget helt overordnet i Danmark, siden vi havde vores første møde med musikken i skolen, i FDF-orkestret eller hvor det nu var: I dag er musikpåvirkningen af unge mennesker primært filtreret gennem de elektroniske medier. Påvirkningen af levende musik i almindelighed bliver mindre og mindre. Den inspiration, der er til at spille musik, kommer ikke nødvendigvis gennem levende musik. Og det er et meget alvorligt problem.

I Musikudvalget står vi over for nogle kæmpe udfordringer, der handler om musikundervisningen i folkeskolen, om musikskoleundervisningen og om udbredelsen af levende musik i almindelighed på den ene side – og på den anden side en pulje penge, der er den samme hele tiden.

Sagen er, at vi bruger ca. 40 mio. om året på direkte støtte til levende musik, altså til ensembler og musikere. Op mod 80 pct. af de penge går til de seks basisensembler og er på den måde bundet til faste institutioner med fast drift, hvor omkostningsniveauet – og dermed også kvaliteten – er meget høj. Og så går en stor del af resten til en række andre store, driftsstøttede ensembler som f.eks. Concerto Copenhagen.

På dén baggrund har det været Musikudvalgets ansvar at vurdere, om man ikke kan gøre noget for at skabe noget mere dynamik og frigøre nogen ressourcer til en billigere, større og mere vidtrækkende udbredelse af den levende musik.

DMT: Vi har altså en situation, der gør at vi er nødt til at ofre nogle af de lokale, professionelle ildsjæle for overhovedet at få levende musik ud på en ny måde, til de kommende generationer?

GB: Ja, det kan man godt sige. Man kan også sige: Hvor mange har vi råd til? Og hvor tæt kan dækningen af lokale ildsjæle være?

NOBJ: Jeg er fuldstændig enig med Giordano i, at tingene ikke er som de var for 30 år siden. Og at tingene spredes på en anden måde i dag. Men jo længere vest på man rykker i Danmark, så er der altså en tendens til at det er sværere og sværere at få kvalificerede undervisere. Og så er det måske netop her, man har behov for de her missionærer, som er i stand til på et højt kvalitativt niveau at udbrede klassisk musik.

DMT: Siger du dermed, at hvis man endelig skulle gå ind på Musikudvalgets tanker – at vi er nødt til at flytte rundt på pengene inden for den ramme, der nu engang er – så skal man i hvert fald ikke gøre det i Vestjylland? Så skal man måske snarere se på Østjylland eller København?

NOBJ: Hvis man skal, så er der jo hovedstadsområdet, som har fire symfoniorkestre. Det ér jo lidt et spørgsmål om vi skal have rundkørsler oppe ved Pandrup, eller om vi skal have nye motorveje i hovedstadsområdet. Hvis Det Jyske Ensemble lukker er der en konsekvens, som betyder at beboerne i områderne Viborg, Skive, Struer, hele Mors og en stor del af Nordjylland ikke vil være dækket i samme grad, som de har været tidligere. Det kan godt være man begynder at trække andre ensembler mere ind over, men det er en illusion at tro, at Børge kan få sin fagotundervisning oppe i Øster Assings hver uge, den mulighed eksisterer ikke længere.

DMT: Hvad har Musikudvalget haft af overvejelser omkring det geografiske argument?

 GB: Vi ville da ønske, at man tog en overordnet kulturpolitisk diskussion om f.eks. de store statsstøttede orkestre, institutioner, teatre osv. Det ville være skønt om kulturpolitikerne turde tage bladet fra munden og sige, hvad de går efter, også geografisk. Men nu er symfoniorkestrene og de store institutioner jo uden for Musikudvalgets indflydelsessfære (DR, Det Kongelige Teater og landsdelsorkestrene støttes direkte via finansloven, ikke via Statens Kunstråd; red.) – og skal man endelig gå ind i den geografiske diskussion, så ville man også kunne sige: Hvad så med dækningen mht. professionel musik på f.eks. Bornholm eller på Sydfyn?

Der er mange historiske grunde til, at tingene har udviklet sig som de har med basisensemblernes placering. En af de vurderinger, som har spillet en rolle for Musikudvalget, det er at når vi sammenligner med mange andre steder, også internationalt, så er der i dag tre ensembler inden for et forholdsvis begrænset område: Esbjerg Ensemble, Ensemble MidtVest (Herning) og Det Jyske Ensemble (Viborg). At et af dem forsvinder, er så afgjort et tab – men vi skal så sørge for at dette tab ikke bliver så stort.

NOBJ: Hvordan vil I sikre det?

GB: Det handler om støtte til koncertaktiviteter og koncertarrangører i området, som kan formidle klassisk musik, der ikke nødvendigvis kommer fra et fast engageret ensemble. Og hvis vi taler om skolekoncertvirksomheden, så er det et spørgsmål om hvordan man prioriterer de ansøgninger, der er på området, og de krav man stiller til skolekoncertarrangørerne. Men der er ingen tvivl om, at der stadig vil være nogle savn.

DMT: Som sagt, Niels-Ole, der ér jo andre hvide pletter på landkortet – er det så ikke meget fornuftigt at sige: Vi er nødt til at tænke nyt og flytte penge fra nogle af de lokale, professionelle ildsjæle over i noget mere mobilt?

NOBJ: Fordi noget er ringe, behøver man ikke gøre noget andet ringere. Og Det Jyske ensemble dækker faktisk et enormt område, de spiller i Hjørring, Thyborøn og Frederikshavn, de spiller alle de små steder, som ikke bliver dækket at Aalborg Symfoniorkester. Steder som bliver stadig mere affolket. For at tiltrække kvalificeret arbejdskraft skal der være noget, vores børn kan gå til, og det skal ikke bare være sekundavare.

Og så er der også noget andet: Hvorfor sidder århusianerne og ser på AGF, det er da ikke nogen større nydelse? Det er fordi det er deres fodboldhold. Hvorfor går de ind og hører Aarhus Symfoniorkester? Det er fordi det er deres orkester. Selv et stjernegæstespil har svært ved at konkurrere med de lokale helte.

Det Jyske Ensemble har i sjælden grad fået opbygget en lokal identitet, jeg tror virkelig det er et økosystem, som det er farligt at pille ved. Det fører muligvis ikke så mange ekstra til musikkonservatorierne, men det gør rigtig mange til kvalificerede publikummer, der måske også får lyst til at se Den Jyske Operas forestillinger eller høre Berlinerne på turne.

GB: Jeg er sådan set enig i det hele. Ikke mindst i sagen om at det ikke udelukkende drejer sig om at få unge mennesker til konservatoriet, det drejer sig måske ikke engang om bare at gøre dem til gode publikummer til klassisk musik – men ganske enkelt om at gøre dem til bedre mennesker!

Og det er jo netop kernen i det hele. Musikudvalget har et landsdækkende ansvar og skal forholde sig til, hvordan det egentlig er med den her dannelsespåvirkning – generelt, på landsplan, inden for musik i almindelighed.

Det overhovedet at få mennesker til at møde levende musik og få en egentlig fornemmelse af kvalitet i den kunstneriske udførelse, det er en kæmpe stor udfordring. Levende musik af høj kvalitet i hele Danmark har det ikke for godt. De store aktører, som for 30 år siden forholdt sig på en helt anden måde til den professionelle musik, de er i den grad spændt for en kommerciel vogn i dag.  Det er amatørernes paradis i fjernsynet, og den landsdækkende dækning af f.eks. musiktransmissioner bliver ringere og ringere.

I den situation skal vi som Musikudvalg påtage os et ansvar og sørge for at professionel musik af høj kvalitet kommer rundt i hele Danmark – at folk har mulighed for overhovedet at møde musikken. Og så er man nogen gange nødt til at sige, at uanset at noget er rigtig, rigtig godt, har vi så råd til det i forhold til nogen af de andre ting, vi også mener er nødvendige? Det er jo en slags trosspørgsmål, som det er svært at dømme om, før man ser konsekvenserne.

DMT: Hvad skal der mere præcis ske med de 5 mio., I vil spare på basisensemblerne?

GB: Vi har ikke arbejdet i nogen budgetrammer endnu, men noget af det som vi har meget fokus på, det er faktisk præcis de lokale arrangører og formidlere af levende musik, som jeg var inde på tidligere.

NOBJ: Men hvad så med musikundervisningen?

GB: Hvad det angår, så ér der jo opbygget et andet netværk efterhånden, også lokalt. Arbejdet i dit gamle FDF-orkester var fantastisk, det er der ikke i tvivl om. Men de sidste 20-30 år er der sket en forandring i den måde, man organiserer det på. I dag er der en musikskole i hver eneste kommune; man kan sige det er mere institutionaliseret, men det har dog forandret sig.

NOBJ: Men der er stadig store problemer med bestemte instrumenter som obo, fagot og flere andre. Som konservatorieprofessor har jeg en angst for, hvad der sker på lidt længere sigt. Vi har én fagot på konservatoriet i Århus, mig bekendt er der ingen i København, vi har to oboer hvert sted – det er skræmmende. Jeg tror jo på at talent findes lige fordelt, det findes lige så vel i Vestjylland som i Københavnsområdet. Men det koster altså flere penge at drive Færøerne end det koster at drive Silkeborg, selvom der er stort set lige mange mennesker.

GB: Det er jeg slet ikke uenig i, og jeg er helt sikker på, at der er god grund til at frygte for et obo- og et fagotmiljø. Musikudvalgets indtryk er imidlertid, at der i Danmark er god grund til at frygte for et miljø overhovedet for egentlig fordybelse i professionel musikudøvelse. Punktum!

NOBJ: Dét er jeg fuldstændig enig med dig i.

DMT: Når nu du er enig med Giordano i at problemet overordnet set hverken handler om obo eller fagot, men om overhovedet at have professionel musikudøvelse og – for nu at bruge et gammeldags ord – at opdrage befolkningen til at værdsætte denne kunstform, hvorfor så ikke sige: ok, manden har en pointe, et eller andet sted må det koste?

NOBJ: Vi er enige om analysen, men vi er bestemt ikke enige om medicineringen. Min medicin er at bygge noget op omkring nogle faste baser. Det kræver et vist minimum af stabilitet og tryghed at hellige sig sit kald som kunstner og som pædagog. Det kan ikke nytte noget, at du er nødt til at være skolelærer eller taxachauffør ved siden af. For hver gang du fyrer en højt kvalificeret professionel musiker, navnlig i et yderområde, så ødelægger du et miljø og et potentiale for at fremelske nye talenter og nye publikummer inden for kunstmusikken.

DMT: Giordano, hvorfor er det lige noget fantastisk velfungerende, Musikudvalget kaster sig over? Er det fuldstændig umuligt at finde andre steder, hvor man kan hente pengene til at få den professionelle, levende musikudøvelse bredt mere ud?

GB: Det har vi selvfølgelig overvejet længe. Hvis man vil noget nyt, vil noget andet, noget forandring, noget dynamik, så skal man naturligvis søge og støtte det nye. Men nogen gange er man også nødt til at sortere noget fra.

At det så lige blev Det Jyske Ensemble er der dels noget geografi i, som jeg var inde på før. Og genremæssigt er der i dag fire ensembler, der ligner hinanden ganske meget, og som alle bygger på fuldtidsansatte musikere. Med den samlede omlægning af ensemblestøtten har vi vurderet, at ganske vist mister vi noget, men forhåbentlig ikke så meget som det vi kan vinde, ved at gøre noget andet.

DMT: Har I gjort nok for at skaffe flere nye penge til området, så man helt kunne undgå at nedlægge noget velfungerende?

GB: Om vi har gjort nok, må være op til andre at vurdere. Hvis man skal se på resultaterne, så må man sige Nej! Det er faktisk ikke lykkedes os at få tilført flere penge til musikken.

Lige nu står vi med en finanslov for 2010, der er et kæmpe tilbageslag. Vi mister 8 % af MGK-bevillingen i 2010 pga. flerårige initiativer, der ikke bliver videreført; og vi mister en meget stor del af den ligeledes tidsbegrænsede honorar- og transportstøtte, som netop bliver brugt til at sikre mobiliteten af klassisk musik i Danmark.

Den politiske virkelighed i øjeblikket er rigtig, rigtig vanskelig. Vi kæmper alt hvad vi kan, bl.a. gennem lobbyvirksomhed. Midt i september fremlagde vi en plan med fire indsatsområder, hvor vi forinden havde været i forhandling med både ministeriet og Folketingets Kulturudvalg for at prøve at kæmpe noget af det tabte tilbage på finansloven for 2010. Men det ér meget, meget svært.