Det nordiske lys og de lange lyse nætter går igen i nordens musik, mener Marcus Hagemann. Den oplevelse vil han gerne dele med resten af Berlin.

En nedlagt pumpestation ved floden Spree har siden 2006 været rammen om et nyt kulturcenter i Berlin hvor ikke mindst musikken er i højsædet. Her mødes barokmusik med moderne dans og billedkunst med nye medier, og her er der koncertinstallationer og koreografiske koncerter. Stedet hedder: ”Radialsystem V” - og her finder den første Nordlichter Biennale sted d. 25. september, med en for-aften den 24.

Biennalen præsenterer både nordiske og lokale berliner ensembler, alle med ny nordisk musik på programmet. Biennalen er blevet til i et tæt samarbejde med Nordiske Musikdage 2010, som netop er afsluttet i København tidligere på måneden. Fra Danmark medvirker bl.a. Alpha Trio, Messer Kvartetten og PACE Percussion Trio.

Initiativet til den nye biennale kommer fra en yngre ildsjæl af en musiker, Marcus Hagemann. DMT mødte ham til en af koncerterne ved Nordiske Musikdage. Først bad vi ham fortælle om baggrunden for biennalen:

Min personlige interesse for norden og for at lave sådan et koncertarrangement skyldes at der er så mange spændende projekter i Norden. Dem vil jeg gerne præsentere i Berlin, og da der i forvejen er rigeligt med festivaler var det mere oplagt at lave en biennale, som et samarbejdsprojekt med Nordiske Musikdage.

Der er hård konkurrence om publikum i Berlin, så man er nødt til at samarbejde om at nå ud. Ud over Nordiske Musikdage har det været vigtigt at få koncertstedet Radialsystem V som partner, og de var straks med på ideen – jeg behøvede bare at sige ”noget med Norden”, så var de klar, også til at lade det være en tilbagevendende begivenhed.

Berlin er en interessant by for de nordiske lande. Det er den nærmeste europæiske metropol og norden har et måske lidt splittet had-kærlighedsforhold til byen. Det er vældig sundt at samarbejde omkring sådan et projekt med kunstnere fra både Norden og Berlin, og indtil videre går det rigtig godt.

Selve biennalen d. 25. er tilrettelagt som en kontinuerlig række af koncerter, der finder sted rundt om i de fantastiske bygninger. Koncerterne er tilrettelagt som en lang, lys, nordisk nat – det hele begynder kl. 19.30 og bliver ved til over midnat. Det er et vovet koncept, men jeg tror på at det kommer til at fungere som en slags rejseoplevelse til de nordiske lande; og det er jo altid værd at løbe en risiko.

DMT: Hvordan har du valgt ud blandt nordisk musik og nordiske ensembler?

Af økonomiske grunde har jeg ikke bare kunnet vælge på alle hylder men har været nødt til netop at samarbejde med Nordiske Musikdage om programsætningen. Og jeg har haft fuld tillid til at de faktisk afspejler hvad der sker i norden lige nu.

Og helt generelt har jeg stor tillid til nordisk musik. Jeg har ofte spillet i norden, på festivaler bl.a., og har mærket at måden at lave musik på i Norden er tæt forbundet med en ganske naturlig holdning til musik. Det er påfaldende at der i Norden stort set ikke er nogen ”skoler” – i Tyskland er der en Lachenmann-skole, en Rihm-skole, en Stockhausen skole … det er min fornemmelse at den slags slet ikke findes i Norden. Det har gjort et stort indtryk på mig.

Det hænger selvfølgelig også sammen med at man i Norden nok i en vis forstand har mange flere muligheder, men den kunstneriske åbenhed er alligevel påfaldende. Dertil kommer det særlige nordiske lys – som ikke bare er et naturfænomen men som også skinner igennem musikken, af Kaija Saariaho, Rolf Wallin, Bent Sørensen (som jeg holder rigtig meget af) – der er hele tiden noget i musikken, som har med lys at gøre. Jeg har haft en lang snak med Bent Sørensen netop om dette, og han siger: Ja, det er sandt, vi kan diskutere i timevis om lysets indflydelse på vores musik.

I 2012 vil Nordlichter biennalen også inddrage Baltikum, med komponister som Veljo Tormis og Erkki-Sven Tüür, og også her er lyset i musikken påfaldende. Lyset er essentielt, uden det kan vi ikke leve – og sådan er det også med musik. Min egen oplevelse som cellist er, at når noget lykkes til en koncert har det ofte noget med lys at gøre.

Endelig er det jo sådan, at musik altid opstår i et akustisk rum – og her spiller lyset også ind. Rum, musik og lys er tre stærke parametre, som altid er afhængige af hinanden, man kan ikke bare fjerne en af dem. Hele projektet er i høj grad opstået af disse tanker.

DMT: Er du så også begejstret for eksempelvis billedprojektioner ved koncerter – som det jo sker ved den første koncert lørdag d. 25. september?

Nej, der er jeg mere skeptisk, eller rettere respektfuld over for musikken. Øret er vældig godt til at associere mens øjne fastlåser oplevelsen. Lyset skal først og fremmest opleves i musikken. Når vi bruger det i den første koncert hænger det mere sammen med en humoristisk pointe.

DMT: Hvordan repræsenterer eksempelvis nogle af de danske ensembler det særligt nordiske?

Udover at Bolette Roed er en fantastisk fløjtenist, så er Alpha Trio et fantastisk ensemble på grund af deres særlige interesse for nordisk folklore, som jeg finder meget spændende. Og som jeg i det hele taget ser som et karakteristiks træk ved nordisk musik. Alpha opsøger rødderne til vores kultur, det hører man tydeligt hos dem, og de musicerer med stor frihed over disse rødder.

PACE Percussion Trio oplever jeg som indbegrebet af spilleglæde, og det er også noget af det, der for mig er karakteristisk ved nordisk musik. I Norge f.eks. går man helt ubesværet til musikken, her i Tyskland tør man dårligt nok synge offentligt. Den nordiske tradition for fællessang er så umiddelbar, og PACE repræsentere noget af netop dét. Det kan være nok så krævende musik, de går til den som en leg.