Svenske Christian Lindberg har siden begyndelsen af 1980’erne været en af verdens mest efterspurgte trombonespillere. Han har optrådt med de fleste af verdens førende orkestre og dirigenter og har uropført over 300 stykker for sit instrument, heraf over 80 koncerter for trombone og orkester. Selv hvis man trækker de cirka 30 stykker fra, han selv har skrevet, så giver det et enestående førstehåndskendskab til de seneste 3 årtiers udvikling inden for kompositionsmusikken.

DMT møder Christian Lindberg (CL) i forbindelse med ”International Trombone Festival 2009”, der blev afholdt d. 25.-28. juni på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus. Samtalen kommer bl.a. omkring den klassiske musiks krise; men først og fremmest skal CL karakterisere udviklingen i de sidste 30 års musik. For at kunne gøre det, må CL helt tilbage til tiden umiddelbart efter 2. verdenskrig.

CL: Efterkrigstiden var en tid, hvor man kritiserede sig selv fantastisk meget, sine følelser, sin naivitet - og netop det romantiske i musikken satte man et kæmpe spørgsmålstegn ved. På den baggrund opstod Darmstadt-skolen (opkaldt efter de internationale feriekurser for ny musik i den tyske by Darmstadt; red.), hvor en stor del af komponisternes bestræbelser gik ud på at skære alt det bort, som man tænkte måske havde medvirket til, at hele det tyske folk hyldede en mand som Hitler.

Man ville være saglig – enormt saglig. Det førte nærmest til en slags stalinisme i hele musiklivet, med udgangspunkt i Darmstadt, hvor man forbød vældig, vældig meget. Men i løbet af 70’erne og især i 80’erne opstod der en opposition mod Darmstadt-skolen, som der efterhånden var kommet et komisk skær over. Darmstadt var i en vis forstand gået for vidt. Og reaktionen hænger vel også sammen med, at rockmusikken fik en fantastisk stærk position i 60’erne og 70’erne - alting gik i opløsning!

Så det vi oplever i dag er et totalt anarki. Og det tror jeg er et gode, det er vældig friskt, at det er sådan. Det, der er det vigtige, er personerne, helt enkelt. Tag f.eks. Berio eller Xenakis eller Pärt eller Takemitsu – der findes ingen fælles stil, kun oplevelsen af, at her er fire personligheder, som lykkes med det, de gør. Og så findes der en lang række andre, som måske ikke er lige så store personligheder, men som følger deres forskellige stilarter. Jeg mener, det er en vældig sund tid vi lever i, nu hvor alle de her begrænsninger er forsvundet. Det kan selvfølgelig også føre til banaliteter, det er en risiko, vi må løbe.

Udviklingen ses tydeligt hos f.eks. Luciano Berio (1925-2003). Hans tidlige værker er stærkt påvirket af Boulez (en af frontfigurerne i Darmstadt-skolen; red.) - men i trombonekoncerten fra 1999 blander han stilarterne fuldstændig. Og siden 80’erne er der kommet den her nye enkelhed frem fra Østeuropa, med Arvo Pärt og flere andre - som Darmstadt-folkene med uhørt arrogance kalder neo-neandertalere; og fra den anden side kom amerikanerne med minimalismen, John Adams f.eks., som fik en enorm betydning, men som blev kaldt kitsch i Darmstadt. Og samtidig fortsatte den tyske gedigne, lidt rigide Darmstadt-tradition med bl.a. Wolfgang Rihm.

I Skandinavien skete der noget meget interessant. Jan Sandströms Motorcykelkoncert for trombone og orkester fra 1989 fik enorm indflydelse, det er det mest spillede værk i 90’erne. Inden dette værk lå Sandstrøm i klar forlængelse af Rihm og Darmstadt-folkene, meget stringent, streng og intellektuel. Og pludselig – i Motorcykelkoncerten – slipper han alle kræfter løs og lukker så at sige hele verden inden for.

Koncerten fik stor indflydelse på den yngre generation i Sverige, mange fulgte i hans spor. I dag møder jeg dirigenter verden over, som siger, at den musik som er rigtig interessant i dag, den kommer fra Skandinavien. Dels har den det her gamle element af kundskab og stabilitet – komponisterne kan deres håndværk – men samtidig har den noget friskt over sig, måske fordi man ikke rigtig har haft en tradition tidligere, og fordi man ikke er bange for at blande melodik eller følelser ind i musikken.

DMT: Hvis man fokuserer på trombonen, er der så – ud over instrumentet – noget der binder trombone-værkerne gennem de seneste 30 år sammen?

CL: Nej! Hvis man sammenligner f.eks. Bent Sørensen, Pärt, Xenakis og Sandström, så er det totalt unikke værker. Og f.eks. Sørensens trombonekoncert skiller sig ikke specielt ud fra hans øvrige produktion, musik for trombone har fulgt den almindelige udvikling.

Jeg siger altid til de komponister, jeg samarbejder med, at de endelig må skrive hvad de vil; de behøver ikke bevise over for mig, at de kender mit instrument - for det gør de ikke! Bagefter ser vi så på det, der ikke fungerer. Og det har generelt set ikke været svært at få komponisterne med på. Bent Sørensen var eksempelvis vældig inspirerende at arbejde sammen med. Og det er et helt andet værk end Motorcykelkoncerten, hvilket jeg synes er dejligt.

DMT: Tør du spå om, hvilke af de mange koncerter, du har uropført, vi også vil lytte til om 100 år?

CL: Takemitsu beskriver et musikstykke som en vindrue. Druen er selve den ide, man har, og så udvinder man en vin af den – det er uropførelsen. Men vinen skal først modnes, og hvordan det vil gå, ved man aldrig, der er så mange faktorer, der spiller ind. Takemitsu fortæller selv om et af sine egne stykker, Requiem for strygere, som han ved uropførelsen var meget utilfreds med. Det var lavet på en dårlig drue, mente han. Men så hørte han stykket 30 år senere og betragter det nu som et af sine bedste. Så tiden kan gøre meget ved et stykke musik.

Skal jeg alligevel komme med et bud, så vil jeg sige, at Motorcykelkoncerten har jeg opført over 600 gange med mange forskellige orkestre – og stykket vokser stadig for mig, hver gang jeg opfører det. Og det tyder jo på, at det her er rigtigt! Jeg vil kalde det trombonens svar på Dvoraks Cellokoncert. Men der er faktisk en hel række, 20-25 stykker af de 88 deciderede trombonekoncerter, jeg har opført, som jeg tror holder sig på repertoiret.

DMT: Du har selv i flere årtier været meget efterspurgt, de senere år også som dirigent og komponist. Mærker du til nogen krise i det klassiske musikliv?

CL: Ja, det må jeg bestemt sige. Der er et meget usikkert klima internationalt for musikken, som blandt andet skyldes først Thatcher- og siden Bush-regimernes voldsomme nedskæringer på støtten til orkestrene. Det er udtryk for et kynisk syn på kunstnere og på, hvad kunst betyder, og at der er brug for den. I Skandinavien er det lykkedes at fastholde støttesystemet, og det er også derfor udlandet ser mod Skandinavien nu – her skriver folk faktisk, hvad de har lyst til, de behøver ikke prostituere sig. Kunst blev jo støttet at kongerne før, i dag skal staten støtte, kunst er et gode for samfundet. Men måske opdager folk her under finanskrisen, at man ikke bare kan slippe markedskræfterne løs. Kunst kan aldrig lønne sig.

Men der er også en anden side af den klassiske musiks krise. Når jeg har haft sådan en fantastisk karriere, så er det fordi jeg aldrig har været en del af den der konservative, klassiske musikverden, der typisk findes i symfoniorkestrene. Hele mentaliteten i et orkester kan være utrolig snobbet; man bryder sig ikke som sit publikum, man siger at sådan har vi gjort altid, vi er genier og vi spiller Beethoven og Brahms; og så kommer der noget nyt, og så siger man: bvadr, hvad er det for noget møg, det gider vi ikke spille! Dét har gjort, at klassisk musik er kommet langt bagud i forhold til andre musikformer.

Da jeg første gang skulle til prøve med Berlinerfilharmonikerne, var det første gang overhovedet i orkestrets historie, at de skulle spille med en solo-trombonist. Så da jeg kom ind på scenen, sad violinisterne og flere af de andre og spillede bayersk polka – bare for at gøre nar af mig! Heldigvis kendte jeg dirigenten, så jeg sagde til ham: Stands ikke, kør hele vejen fra start til slut i ét stræk. Vi skulle spille Berios Trombonekoncert, som jeg kunne udenad, hver eneste stemme – og dirigenten kørte bare på, mens jeg hele tiden stod og korrigerede orkestret: hov, der kom I en takt for sent; og hov, der spillede I fis, det skal være h, osv. De var chokerede – og bagefter var de blide som lam. Men altså, den der utroligt konservative indstilling, den duer ikke i dag.

Christian Lindbergs hjemmeside

Sandströms Motorcykelkoncert på You Tube